Kronprins Frederik løb en stor risiko, da han i sin tid besluttede sig for at søge ind på Frømandskorpsets knaldhårde elevskole.

»Der er ingen tvivl om, at jeg havde alle odds imod mig,« fortæller han i et interview om sin soldatertid til den seneste udgave af magasinet »Soldaten« – Forsvarets blad for de værnepligtige.

Især risikoen for måske ikke at bestå optagelsesprøven eller gennemføre den ekstremt hårde træning hos Søværnets eliteenhed fyldte en del i bevidstheden hos den unge kronprins og hans rådgivere. Hvad ville pressen og offentligheden ikke kunne få ud af, hvis han faldt igennem?

»Man kan sige, at jeg var alene – både mod mig selv og alle andre. Men jeg havde idéen om, at jeg i det mindste bare ville prøve, og så ville jeg komme så langt, som jeg nu kunne,« fortæller Kronprinsen om sin beslutning om at gå til optagelsesprøve.

Kronprins Frederik (tv.) og en af hans frømandskammerater på øvelse i Nykøbing Sjælland i 1995. 300 deltog i optagelsesprøven hos specialoperationsstyrken, 13 kom ind, og kun fire gennemførte den barske uddannelse i 1995 – heriblandt Frederik.
Kronprins Frederik (tv.) og en af hans frømandskammerater på øvelse i Nykøbing Sjælland i 1995. 300 deltog i optagelsesprøven hos specialoperationsstyrken, 13 kom ind, og kun fire gennemførte den barske uddannelse i 1995 – heriblandt Frederik. KELD NAVNTOFT

For at forberede sig havde han blandt andet under sine lange træningsture op til prøven skiftet sine normale løbesko ud med sine tunge militærstøvler fra den tidligere rekruttid i Livgarden.

300 deltog i optagelsesprøven hos specialoperationsstyrken, 13 kom ind i januar 1995, og kun fire gennemførte den barske uddannelse – heriblandt kronprins Frederik.

Han er godt klar over, at mange sikkert tænkte – og måske stadig gør det – at der blev taget særlige hensyn til ham, fordi han er kongelig. Men den teori skyder han en harpun igennem i interviewet.

»Et eller andet sted er det jo fantastisk, at folk stadig stiller spørgsmålstegn ved det, her snart 25 år efter. Jeg bliver ikke irriteret eller frustreret over, at der stadig er folk, der spørger, hvordan i al verden det kunne lade sig gøre, at jeg blev behandlet som alle andre. Som om jeg bare have en haft en ekstra livline eller bagdør, men det er jo blevet manet i jorden for længe siden,« lyder det fra Kronprinsen.

»Jeg skulle vurderes på det samme niveau som min årgang fra elevskolen – og det blev jeg også,« siger kronprins Frederik i dag om sin tid i Frømandskorpset.
»Jeg skulle vurderes på det samme niveau som min årgang fra elevskolen – og det blev jeg også,« siger kronprins Frederik i dag om sin tid i Frømandskorpset. KELD NAVNTOFT

»Der er ikke nogen i den enhed, som ville tilgive sig selv, hvis man havde gjort det anderledes. Jeg kan også huske det fra mig selv, hvor jeg tænkte, at jeg skulle vurderes på det samme niveau som min årgang fra elevskolen – og det blev jeg også. Hvis der var den mindste tvivl, så fik jeg en ekstra gå- eller løbetur efter aftrædelse, gerne med 20-25 kg på ryggen,« tilføjer han i interviewet med de værnepligtiges blad.

Allerede fra sin tid som frivillig rekrut i Livgarden havde han følt, at soldaterlivet i Forsvaret var en øjenåbner for ham. Han kom til at sove på samme stue som de andre værnepligtige fra alle samfundslag, hvad der var med til at danne og forme ham.

Men Kronprinsen lægger ikke skjul på, at det er elevtiden hos Frømandskorpset, der har efterladt det største aftryk i ham.

»Efter elevtiden kunne jeg godt mærke, at jeg fik en meget større stresstærskel, en bedre modstandsdygtighed og evne til at bevare overblikket, hvor end det måtte være,« lyder det fra den i dag 51-årige Frederik.