Kong Frederik og hans familie elsker Smukfest, og igen i år er familien repræsenteret i Skanderborg.

Inden rapperen Kesis koncert på den store Bøgescene fredag aften, trak det pludselig op til royalt besøg, da der både kørte masser af sorte biler ind bag scenen, mens politi og ekstra vagter mødte op både foran og bagved backstage-området.

Og der var han så!

20-årige kronprins Christian, der tidligere er blevet spottet til Kesis koncerter, festede med en flok venner i bøgeskoven, mens den populære rapper fyrede hits af fra scenen.

Kronprins Christian havde efter koncerten ikke lyst til at sludre, men B.T. fik en kort snak med et par af kronprins Christians venner.

»Vi hygger os,« lød det fra vennerne.

»God arbejdslyst«, lød det videre til B.T.’s udsendte.

Kongefamiliens gode forhold til Smukfest blev indledt, da den daværende kronprins Frederik præsenterede Prince på scenen i 2013.

Siden har kong Frederik gjort sig særlig bemærket, da han i 2018 kom på scenen under en Nephew-koncert, ligesom det blandt andet gik verden rundt, da prinsesse Isabella sidste år gik rundt på festivalen i en Suspekt t-shirt med teksten 'Bollede ham i går'.

Kronprins Christian har for nylig taget skridtet videre i sin militære uddannelse.

Efter han før sommerferien blev udnævnt til sekundløjtnant, er han nu delingsfører i livgarden.

Her kan du følge B.T.s livedækning af Smukfest.