Et økonomisk udfordret krisecenter for kvinder i Kabul, Afghanistan, har modtaget Mary Fondens særlige donation 2018 på 50.000 dollar (320.000 kr).

»Kvinders rettigheder i Afghanistan er under pres på mange niveauer. De afghanske kvinder kæmper med ødelæggende og stærke sociale normer, som gør dem meget udsatte,« begrunder H.K.H Mary til Mary Fonden.

Kronprinsesse Mary hørte om krisecentret og Mary Akrami, som kæmper for de udsatte kvinder, på Børnenes Dag i november 2018.

Det var forfatter og journalist Simi Jan, der beskrev de barske kvindeskæbner og krisecentrets svære økonomiske vilkår, mens Kronprinsessen lyttede på.

Kronprinsesse Mary er dybt engageret i den globale kamp for kvinders rettigheder og arbejder målrettet gennem Mary Fonden for at bekæmpe vold i hjemmet.

Efter hun havde hørt Simi Jans fortælling, gik Mary Fonden i dialog med den danske ambassade i Kabul, UN Women og Danner og fik positive tilbagemeldinger om krisecentrets arbejde.

»Mary Akrami har viet sit liv til at hjælpe kvinderne og deres børn og er en stærk talskvinde i kampen for at ændre forholdene for kvinder i Afghanistan. Det kræver stort mod og har samtidig gjort hende til et mål for dem, der ikke ønsker forandring,« siger Kronprinsessen yderligere.

Krisecentret huser 70 kvinder og børn, som lever afskåret fra omverdenen af fare for at blive dræbt af deres familier.