Krævende opgave for Haakon: 'Belastningen på ham er meget stor'
»Kongehuset er mere sårbart nu end det har været meget længe,« vurderer kongehusekspert.

»Kongehuset er mere sårbart nu end det har været meget længe,« vurderer kongehusekspert.

Hans far ligger syg og er indlagt. Hans hustru har været igennem en omfattende lungetransplantation. Og hans stedsøn er blevet idømt fængsel.
Den seneste tid har der været nok at se til for den norske kronprins Haakon – og det ser ikke ud til at stilne af. Det efterlader ham i en belastet situation. Og kongehuset et mere sårbart sted.
Sådan lyder vurderingen fra den norske kongehusekspert hos Nettavisen, Tove Taalesen, i et interview med Dagbladet.
»Jeg tror, at belastningen på kronprinsen er meget stor. Han befinder sig i en situation, hvor både hans far og hans kone har været alvorligt syge, samtidig med at han skal varetage rollen som kronprins – og nu igen som regent,« forklarer hun.
Den første del af året har det norske kongehus været i fokus af flere årsager.
Særligt på grund af retssagen mod Marius Borg Høiby, der er søn af Haakons hustru, kronprinsesse Mette-Marit.

Han blev i begyndelsen af sommeren idømt fire års fængsel i byretten i Oslo for blandt andet to voldtægter og vold i nære relationer.
En dom, som han siden har anket dele af, hvorfor han lige nu fortsat sidder varetægtsfængslet.
Siden kom det frem, at Mette-Marit – der lider af den kroniske sygdom lungefibrose – i juni gennemgik en vellykket lungetransplantation, og hun har siden været sygemeldt for at komme sig efter operationen.
Efterfølgende meldte det norske kongehus ifølge Dagbladet ud, at kronprinsen skulle få mere plads til at være sammen med familien.

Men det er der nu vendt op og ned på, efter Haakons far – kong Harald – i sidste uge blev indlagt og fortsat modtager behandling.
For det betyder, at Haakon må træde til som landets regent.
Over de kommende to uger har han derfor ifølge det norske medie hele 14 regentopgaver på programmet.
Til Dagbladet forklarer Tove Taalesen, at det i sig selv ikke er usædvanligt, da Haakon overtager regentrollen, når Harald er udenlands eller syg.

Men kombinationen af det hele kan gøre det hårdt for kronprinsen i øjeblikket, vurderer hun.
Kongehuseksperten mener videre, at det hele efterlader det norske kongehus mere sårbart end tidligere.
»Ja, jeg mener, at kongehuset er mere sårbart nu end det har været meget længe. Kong Harald er 89 år og har haft flere helbredsproblemer. Kronprinsesse Mette-Marit har netop gennemgået en lungetransplantation, og vi ved endnu ikke, hvor meget hun kan arbejde fremover. Så kommer der til at hvile meget på kronprinsen,« forklarer Tove Taalesen.
Hun understreger dog også, at det er en opgave og en rolle, som Haakon har »forberedt sig hele livet« på.

Mandag oplyste det norske kongehus, at der »ingen væsentlige ændringer« er i kong Haralds helbredstilstand, efter han i sidste uge blev indlagt.
Det kan du læse mere om HER.