Ofte er det faren, der svinger kortet, når deres prinsesser skal giftes, men denne gang var det moderlandet, der måtte punge dyrt ud.  

Da prinsesse Märtha Louise og Durek Verretts Geiranger sagde ja til hinanden sidste år kostede det nemlig det norske politi, hvad der svarer til en million danske kroner, skriver Dagbladet.

Pengene blev primært brugt på løn men også materialer, kost og logi. 

Hertil skriver NRK ifølge mediet, at politiets hovedopgave var relateret til de gæster, der havde krav på beskyttelse.

Brylluppet mellem prinsesse Märtha Louise og Durek Verrett vakte postyr, da det skilte sig ud på flere måder.

Dels havde parret op til brylluppet fået en del kritik – herunder især Durek Verrett – for at være for kontroversiel og i strid med de norske sundhedsmyndigheder, når Verrett flere gange har påstået, at han kan kurere Corona og kræft ved hjælp af amuletter og tanker.

Dertil kommer, at prinsessen og shamanen op til brylluppet havde solgt rettighederne til selve brylluppet til de udenlandske medier Hello Magazine og Netflix, hvilket blandt andet førte til, at der blev opstillet folk, der holdt hvide lagener, foran den resterende presse, så de ikke kunne få billeder af bruden og brudgommen lige før og under vielsen.

Det var heller ikke et bryllup, der gik fri for opmærksomhed – en svensk redaktør gav endda en hård dom oven på festlighederne. 

»Det er ikke et kongeligt bryllup. Det er uværdigt, det som er sket i weekenden,« lød det i en debat på NRK fra Johan Lindwall, der er chefredaktør på Svensk Damtidning. 

Det trak også overskrifter, da det kom frem, at de 350 inviterede gæster skulle betale for de våde varer med drinksbilletter. Det kan du læse mere om HER