Lyt til artiklen

Den 16-årige prins Christians optræden på den røde løber ved fejringen af dronning Margrethes 50 års jubilæum har skabt debat.

Mens Kronprinsparret, prinsesse Isabella og prins Christian stod på den røde løber inden showet i Det Kongelige Teater, viste prinsen nemlig et håndtegn til fotograferne.

Nærmere bestemt satte han tommel og pegefinger sammen og dannede således en cirkel med fingrene, som han fremviste nede ved buksekanten.

Blandt unge mennesker kan det symbol betyde, at man må slå sine venner, hvis de ser det.

Dog har håndtegnet også en mere alvorlig betydning i andre kredse.

Det fortæller konspirationsforsker ved Syddansk Universitet, Kasper Grotle Rasmussen til B.T.

»Håndtegn har ofte forskellige betydninger gennem tiden, og nogle gange bliver de overtaget af bestemte grupper. Et særligt segment af højreorienterede aktivister på mediet 4Chan og i højrenationale grupper i USA begyndte fra omkring 2017 at anvende 'OK'-tegnet i oprejst stand til at signalere hvid overherredømme og hvid nationalisme,« siger han.

»Blandt forskellige grupper i USA er håndtegnet udbredt. Således har både medlemmer af forskellige QAnon-grupper, samt gruppen Proud Boys anvendt denne håndgestus. Dette var grupper, der deltog ved Stormen på Kongressen 6. januar 2021.«

Prins Christians håndtegn kan opfattes på flere måder - men eksperten.
Prins Christians håndtegn kan opfattes på flere måder - men eksperten. Foto: Ida Marie Odgaard
Vis mere

Han fortæller dog, at det tegn, prins Christian viste, er anderledes grundet placeringen.

»Håndtegnet som prins Christian bruger er ikke helt af samme art, da det laves ved bæltet. Her ligner det mest af alt håndtegnet ved 'The Circle Game', hvor man taber, hvis man kigger mod cirklen.«

Kasper Grotle Rasmussen mener, at selvom tegnet for de fleste vil være harmløst, skal prinsen ikke gøre det til en vane at vise tegn, der kan sammenkædes med grupper, der tror på konspirationsteorier.

»Der er nok ikke nogle direkte konsekvenser, særligt fordi håndtegnets betydning kan debatteres. Men mennesker fra konspirationsteori-verdenen vil formentlig kunne anvende det til forskellige formål, afhængig af hvilken side man ser det fra. Dog har den slags det med at være døgnfluer, med mindre prins Christian gør det til en vane - og det er jeg ret sikker på, han nu er blevet rådgivet til ikke at gøre,« lyder det.

B.T.'s royale korrespondent, Jacob Heinel Jensen, påpegede også, at prinsen skal være varsom med håndtegn til fotografer.

»Prins Christian er ved at være voksen, så han må også huske, at han ikke er hvem som helst: Han er tronarving og Danmarks fremtidige konge. Både prinsen og Kongehuset skal være opmærksomme på, at billeder som de her kan misbruges af folk, der er i miljøer, hvor konspirationsteorier trives i bedste velgående. Alt er symbolsk, når det kommer til Kongehuset, og de billeder kan misbruges.«

Kongehuset har oplyst til B.T., at man ingen kommentarer har til optrinnet.