Hvad siger Kong Frederik i sin allerførste nytårstale?

Det er der nok lige så mange bud på, som der er danskere, men der er alligevel flere ord, der bliver gættet på lidt oftere end andre.

Det skriver Danske Spil, der traditionen tro lader danskerne gætte på indholdet af regentens nytårstale.

Helt i top på listen over de mest populære ord er 'Børsen', der sendte chokbølger gennem Danmark, da den ikoniske bygning brændte i april.

I top fem følger ordene 'Verden', 'Institution', 'Forpligtet' og selvfølgelig det altid populære gæt 'Søens folk'.

Ifølge Danske Spil er sidstnævnte altid blandt de mest populære gæt på trods af, at udtrykket aldrig er blevet brugt i en nytårstale.

»Mens vi var ret sikre på, at dronningen IKKE ville sige 'Søens folk', så er vi slet ikke lige så sikre, hvad angår Kong Frederik, som jo i parentes bemærket er frømand,« har Danske Spils oddssætter Peter Emmike Rasmussen tidligere udtalt.

Nogle af de ord, som Danske Spil tror mindst på, er 'Den sorte svane', 'Elon Musk', 'Snoop Dogg' og 'Lars Knudsen', der alle giver pengene 250 gange igen.