Kongeligt portræt mødt af kritik: Dronningens veninde kalder det 'fuldstændig vanvittigt'
Bente Scavenius er uforstående over for den kritik, som det nye portræt af kong Frederik er blevet mødt med.

Bente Scavenius er uforstående over for den kritik, som det nye portræt af kong Frederik er blevet mødt med.

Fredag blev kong Frederiks allerførste officielle portræt afsløret på Frederiksborg Slot i Hillerød.
Det er dog ikke alle, der er lige begejstrede for det nye maleri.
Kommentator og radiovært Jarl Cordua kalder portrættet for »skrækkeligt« og flere danskere – blandt andet i B.T.'s liveblog om portrætafsløringen – har kritiseret det for ikke at ligne kong Frederik.
Nu forsvarer en af dronning Margrethes veninder Bente Scavenius maleriet – dog med faglige briller på, understreger hun.
I et interview med P1 Morgen kalder hun det »fuldstændig vanvittigt, at det skulle være et grimt portræt.«
Hun mener dog, at det er uundgåeligt at komme udenom kritik, når det er et portræt af Danmarks konge.

»Det er overhovedet ikke grimt, men der vil altid være kritik. Det er jo helt klart, at et portræt af den karakter, altid vil dele vandene. Jeg kender ingen i kunsthistorien, som ikke har skabt et værk, som henvender sig til det store publikum, hvor det ikke deler vandene. Vi er jo ikke alle ens, så selvfølgelig er der nogen, der ikke kan lide det,« lyder det.
Hun fortæller yderligere, at Cathrine Raben Davidsen, som er kunstneren bag værket, formår at vise flere sider af kong Frederik.
»Det er et menneskeligt portræt samtidig med, at det er et officielt portræt,« siger hun og understreger, at portrættet også viser en sårbar side af kongen.
Hun er ikke den eneste, der har forsvaret maleriet.
Også Jim Lyngvild er uforstående over for den kritik, som portrættet har fået.
»Folk er fulde af lort og ved ikke, hvad de snakker om. Hvis det ikke ligner et glansbillede, kan vi ikke lide det,« har han udtalt til B.T.
Han synes, at maleriet er smukt, og han hæfter sig særligt ved detaljen med en bund af margueritteblomster, som er en hyldest til kongens mor, dronning Margrethe, som gå under kælenavnet Daisy.
Det nye portræt af kong Frederik kan ses på Frederiksborg Slot, hvor man også kan se en udstilling af værkets tilblivelse.