Dronning Mary har det med at vække opsigt for sine gallaantræk – og mandagens gallataffel i anledning af det vietnamesiske statsbesøg er bestemt ingen undtagelse.

Dronning Mary var nemlig i kongeligt genbrug, der overraskede selv designeren bag – mens det særligt var hendes bemærkelsesværdige smykker, der retmæssigt fik lov at stråle.

Dronning Mary – i to designs fra Jesper Høvring – ankom sammen med kong Frederik lige inden de sidste, æresgæsterne, det vietnamesiske præsidentpar, til mandag aftens gallamiddag i anledning af statsbesøget på Christiansborg Slot. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Sådan lyder det fra den kongelige kjoledesigner Jesper Høvring til B.T.

»Jeg er jo altid meget begejstret for, når dronning Mary har vores kjoler på,« lyder det fra Jesper Høvring.

For selvom han genkendte dronningens antræk til mandagens kongelige gallataffel, så kom det altså som en overraskelse for designeren bag, at dronningen havde taget hele to af hans designs på.

»Vi får det altid bare som overraskelse, når det ikke er noget, der ligefrem er lavet til anledningen – men det gør mig da altid glad,« lyder det med et smil fra Jesper Høvring.

Jesper Høvring er anerkendt kjoledesigner og modeekspert, og han har ikke mindst lavet et væld af kjoler for dronning Mary. Foto: Bax Lindhardt

Derfor kan han altså også med sikkerhed sige, at dronning Marys rober til gallataflet er noget, vi har set den 54-årige dronning i flere gange før.

»Men her er de sat sammen på en ny måde. Toppen er helt tilbage fra 2014, da vi lavede den til Bambi Awards, mens nederdelen er fra 2020 til dronning Margrethes 80-års fødselsdag,« afslører den kongelige kjoledesigner bag.

Kongelige smykker i fokus
Det er dog ikke Jesper Høvrings design – eller nyfortolkningen af det – der har fået lov til at løbe med overskrifterne om dronning Mary.

»Her er smykkerne valgt, før kjolen blev valgt, for det er smykkerne, der skal være i fokus,« vurderer Jesper Høvring.

Dronning Mary bar for første gang Dronning Alexandrines safirsmykke i en ny udformning som diadem på hovedet og broche som armbånd. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

»Derfor er det skønt, at hun vælger en mere nedtonet kjole, man også har set hende i flere gange,« forklarer han.

For ikke mindst er stjernen det »meget, meget særlige diadem«, som dronning Mary mandag aften bar for første gang nogensinde.

Dronning Mary kunne nemlig for første gang ses med dronning Alexandrines safirsmykke i ny udformning som både diadem og broche under mandagens fornemme gallataffel på Christiansborg Slot.

»Dronningens hår var også ret fantastisk i aften – for nogle gange har hun det mere løst og nede i nogle krøller, men her var det opsat for at få diademet i fokus,« forklarer modeeksperten.

Selv dronningens hår var stramt sat op for at sætte fokus på de kostbare kongelige safirsmykker. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

»Måden, der var gjort på med armbåndet, som der sad en broche på, var også vildt flot,« tilføjer Jesper Høvring om de kostbare, kongelige smykker.

En ekspert i herremode har overfor B.T. helt modsat revset de mandlige politikeres beklædning til aftenens gallataffel – for alle begik de samme »forfærdelige fejl«. Læs mere om det HER.