Hun var knust over bruddet med Jonas Bergström og 'flygtede' til New York. Han hang ud på New Yorks eksklusive klubber, mens playboyrygterne sværmede omkring ham. De mødtes gennem fælles venner i 2010.

I dag ventes det svenske kongehus så at offentliggøre prinsesse Madeleine og amerikanske Chris O'Neill's forlovelse, skriver den svenske avis Aftonbladet

I foråret 2010 tog Madeleine til USA efter at have brudt forlovelsen med advokaten Jonas Bergström. Hun var så fortørnet over overskrifterne i hjemlandet, at hun bare måtte væk. Efter lidt tid besluttede hun sig for at blive.

Tidligere i år fortalte Madeleine den svenske avis Dagens Industri, at hun havde haft det hårdt.

- Sådan en ting, jeg gik igennem, var meget privat. Det, at alting blev hængt ud, gjorde, at det var en svær periode i mit liv, sagde hun og fortalte, at hun følte sig hjemme i New York.

Hurtigt efter, Madeleine havde besluttet sig for at blive, begyndte hun at arbejde i World Childhood Foundation - en velgørenhedsorganisation, som Dronning Silvia startede i 1999.

I sommeren 2010 mødte Madeleine så finansmanden Chris O'Neill gennem nogle fælles venner. Han kom fra en velhavende familie, havde gået på prestigefyldte privatskoler og taget en eksamen i finansøkonomi.

Han sås ofte på New Yorks eksklusive klubber og kom fra et forhold med den usbekiske undertøjsmodel Maryam Abdullina.

Chris O'Neills mor, Eva, havde tidligere datet engelske prins Charles, så kongelige romancer var ikke uvant for familien.

Det første halve år holdt de forholdet hemmeligt, men da en spansk turist filmede dem på en af New Yorks finere restauranter, Boathouse i Central Park, i januar 2011, blev det kendt for offentligheden.

Og Chris O'Neill blev hurtigt populær i kongefamilien. Sidste sommer blev han inviteret på ferie på det svenske slot, Solliden, og nogle måneder siden flyttede Madeleine og O'Neill sammen i al hemmelighed. Ingen tvivl om, at kongen og dronningen dengang allerede så en kommende svigersøn i den amerikanske finansmand.

Lidt atypisk sås Madeleine og O'Neill ofte sammen til diverse arrangementer, selvom de endnu ikke var forlovet. Til sammenligning sås prins Daniel ikke i offentlige sammenhænge med kronprinsesse Victoria, før de blev forlovet i 2009.

Eksperter spåede allerede tidligere i år om en forestående forlovelse. Men en forlovelse, som kongehuset ikke ville kommentere.

- Det er svært at sige, hvornår det bliver, sagde dronning Silvia tilbage i foråret til Aftonbladet.

Fem måneder senere kom så svaret, alle havde ventet på: Chris O'Neill og prinsesse Madeleines forlovelse.