Kongehuset slår nu fast, at alle børn skal kunne føle sig trygge sig på Herlufsholm kostskole.

»Der er mange, der spørger til kronprinsparrets holdning til deres børns fremtid på Herlufsholm. Jeg kan kun gentage, at for kronprinsparret er det afgørende, at ikke kun deres eget barn, men alle de børn og unge, som går på skolen, kan føle sig trygge i deres skolegang,« lyder det fra kongehusets kommunikationschef Lene Balleby til TV2.dk.

Der har været stor debat om prins Christian - og snart også prinsesse Isabellas - skole, siden at TV 2-dokumentaren 'Herlufsholms hemmeligheder' for nyligt satte fokus på en kultur med vold og mobning blandt eleverne på Danmarks mest kendte kostskole.

Kronprins Frederik og kronprinsesse Mary har endnu ikke selv offentligt taget stilling til, om deres børn fortsat skal gå på skolen, men udtalte i en fælles kommentar på kongehusets sociale medier:

Prinsesse Isabella, Kronprins Frederik og Kronprinsesse Mary stiller op til fotografering efter Prinsesse Isabella er blevet konfirmeret i Fredensborg Slotskirke i Fredensborg, lørdag den 30. april 2022.. (Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix)
Prinsesse Isabella, Kronprins Frederik og Kronprinsesse Mary stiller op til fotografering efter Prinsesse Isabella er blevet konfirmeret i Fredensborg Slotskirke i Fredensborg, lørdag den 30. april 2022.. (Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix) Foto: Philip Davali
Vis mere

»Som forældre forventer vi, at skolen effektivt sikrer en kultur, hvor alle er trygge og en del af fællesskabet, og vi vil i den kommende tid følge de ændringer, som er åbenlyst nødvendige,« lød det blandt andet.

16-årige prins Christian startede i 1.G på Herlufsholm sidste sommer, ligesom hans lillesøster prinsesse Isabella er sat til at begynde i 9. klasse på skolen efter sommerferien.

Tidligere har deres fætter prins Nikolai gået på Herlufsholm kostskole, og TV 2's dokumentar fik i første omgang hans mor, grevinde Alexandra til at melde følgende ud til B.T.:

»Jeg er dybt rystet, for min søn har kun gode minder fra sin skoletid på Herlufsholm.«

Herlufsholm Skole og Gods fotograferet fra drone, onsdag den 19. maj 2021.
Herlufsholm Skole og Gods fotograferet fra drone, onsdag den 19. maj 2021. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Siden tog det fokus, at skolens tidligere rektor Klaus Eusebius i et interview med TV 2 Øst fortalte, at prins Nikolai i sin tid på skolen på et tidspunkt var blevet sendt hjem for at bryde stedets alkoholpolitik.

Det fik grevinde Alexandra og nu også prins Joachim til at reagere på ny i en fælles udtalelse:

»Som forældre til en tidligere elev på Herlufsholm er vi - for at sige det på godt dansk - rasende over at se vores søn blive udleveret offentligt af hans tidligere rektor, Klaus Eusebius Jakobsen.«

De fortsatte:

»Han har svigtet sin elevs tillid og fortrolighed, og Prins Nikolais straf for i sin tid at overtræde skolens alkoholregler skal ikke bruges til at flytte fokus fra de alvorlige hændelser, som fornyligt er kommet for dagen«.

Siden TV 2's dokumentar har skolen valgt at fyre den hidtidige rektor Mikkel Kjellberg og blandt andet skrottet den gamle præfektordning og sørget for, at eleverne ikke længere skal sove i sovesale.