I sine 83 leveår nåede prins Henrik at anskaffe sig en større samling af kunstgenstande.

Nu oplyser kongehuset, at 'væsentlige dele' af prinsens samling på over 6.000 genstande bliver sat på auktion.

'I forbindelse med boopgørelsen efter prins Henriks død er det besluttet, at væsentlige dele af prinsens jadesamling samt samlingen af afrikanske masker og skulpturer sættes til salg gennem Bruun Rasmussen,' lyder det fra kongehusets kommunikationsafdeling.

Det sker i overensstemmelse med prinsens testamente, hvor han nedfældede, at adskillige ejendele skulle bortauktioneres.

Men det lyder dog, at det ikke er hele prins Henriks samling, der bliver sat på auktion.

'Arvingerne har forud valgt genstande fra samlingerne, som familien ønsker at beholde, ligesom det er besluttet at bevare en repræsentativ samling af jader og afrikanske værker på Château de Cayx i Frankrig.'

Prinsen var særligt interesseret i at samle på orientalske jader og afrikanske masker og skulpturer.

Interessen for det orientalske skyldes formentlig, at han som dreng boede i Fransk Indokina med sin familie.

'Interessen for afrikanske masker og skulpturer blev også vakt tidligt i livet, da prinsen i forbindelse med sine studier blev introduceret til afrikanske værker,' lyder det i pressemeddelelsen, der blev udsendt tirsdag formiddag.

Auktionen finder sted i august 2019. En del af provenuet vil gå til de to kongelige fonde, Kronprinsparrets Fond samt Nikolai og Felix Fonden. Hvor mange genstande der helt præcist er sat på auktion, bliver ikke oplyst.

Prins Henrik sov stille ind på Fredensborg Slot tirsdag den 13. februar kl. 23.18 efter et længere sygdomsforløb. Prinsen var omgivet af Hendes Majestæt Dronningen og de to sønner.

I toppen af artiklen kan du se klip af bekendte til prinsen ankomme til mindekoncerten, der blev afholdt for prins Henrik, efter han gik bort.