En royal juleoverraskelse!

For første gang i dansk tv-historie er et medlem af kongefamilien med i en familiejulekalender. Den unge prinsesse dukker første gang op i onsdagens afsnit af 'Tidsrejsen 2' på DR.

Det er kong Frederik og dronning Marys yngste datter, 13-årige prinsesse Josephine, der i år har en lille rolle i DRs julekalender.

Hun dukker op første gang i onsdagens afsnit af 'Tidsrejsen 2', da de to hovedpersoner Holly og Romeo er rejst tilbage til den 4. december 1994.

Prinsesse Josephine (Til venstre) i 'Tidsrejsen 2'.
Prinsesse Josephine (Til venstre) i 'Tidsrejsen 2'. DR

Her støder de ind i en ung udgave af Hollys mor, Helene, og bag hende står to veninder, hvoraf prinsesse Josephine spiller den ene iført rottehaler, bøjle, gips om armen og 1990'er-rigtige smækbukser.

Prinsesse Josephine, hvis karakter ifølge rulleteksterne hedder 'Kate', har ikke nogle replikker i sin første scene, men B.T. har set fremad og kan afsløre, at hun ikke forbliver tavs i hele julekalenderen.

Skuespil og teater er ikke helt nyt for prinsesse Josephine, der de sidste par år har været tilknyttet det professionelle børne- og ungdomsteater Eventyrteatret i København.

Her har hun blandt andet medvirket i en 'Peter Pan'-forestilling, ligesom at det tidligere på året var på tale, at hun skulle medvirke i 'Pinocchio' – noget som senere blev afvist, hvilket du kan læse mere om her.

Prinsesse Josephine (Til venstre) var forleden med sin familie i Tivoli og se repremieren på 'Nøddeknækkeren' i Tivoli.
Prinsesse Josephine (Til venstre) var forleden med sin familie i Tivoli og se repremieren på 'Nøddeknækkeren' i Tivoli. Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix

Derudover slægter prinsesse Josephine sin farmor, dronning Margrethe på.

Dronning Margrethe har altid været teaterinteresseret og har senest været scenograf og kostumedesigner på Tivolis genopsætning af balletforestillingen 'Nøddeknækkeren'. 

I onsdagens afsnit af 'Tidsrejsen 2' er prinsesse Josephine ikke det eneste royale familiemedlem på skærmen.

I en anden scene går børnene Holly og Romeo forbi en tv-skærm, der viser et klip fra TV Avisen, da prins Joachim som den første kravlede igennem de færdige tunnelrør ved Storebæltsforbindelsen.

Her er der lidt rod i datoerne, da børnene som nævnt er havnet på datoen 4. december 1994 – og i virkeligheden skete prins Joachims tunnelbesøg allerede den 15. oktober 1994.