Et nyt portrætfoto af den kongelige familie gør udfordringerne for dronning Margrethe soleklar.

Det mener B.T.s royale korrespondent, Jacob Heinel Jensen.

Portrættet, der forestiller Dronningen omringet af sine sønner og svigerdøtre samt et ekstra, hvor det kun er Dronningen og Kronprinsparret, viser ifølge eksperten, at der er mere symbolik end reel handling, når det kommer til at samle den royale familie efter krisen, hvor prins Joachims børn fik frataget deres titler.

»Det er jo tydeligt, hvad det er, man gerne vil med billederne, hvor de alle står sammen. Hvis vi dvæler ved det første (portrættet af alle fem, red.), så tror jeg, at det er dem, der prøver at lukke et åbent sår efter krisen,« fortæller Jacob Heinel Jensen.

Men symbolikken i kompositionen i billedet taler sit tydelige sprog, mener eksperten.

»Vi kan jo se, hvordan Kronprinsen sidder med ryggen til prins Joachim. Det er for mig at se ikke et varmt billede af den kongelige familie, derimod ser vi dem afmålt og kølige.«

Dronning Margrethe, Kronprins Frederik, Kronprinsesse Mary, Prins Joachim og Prinsesse Marie ved ankomsten til gallamiddag på Christiansborg Slot under fejringen af dronningens 50-års regeringsjubilæum i København søndag den 11. september 2022.
Dronning Margrethe, Kronprins Frederik, Kronprinsesse Mary, Prins Joachim og Prinsesse Marie ved ankomsten til gallamiddag på Christiansborg Slot under fejringen af dronningens 50-års regeringsjubilæum i København søndag den 11. september 2022. Foto: Ida Marie Odgaard
Vis mere

Også Kongehusets følgere på Instagram mener, at der er noget, der ikke helt spiller på de nye billeder.

'Lidt mærkeligt, at Frederik er vinklet, så også han vender ryggen til Joachim. Det viser meget godt den kolde luft, der er familiemedlemmerne imellem,' skriver en.

'Sikke en iscenesættelse. Forstår ikke, Joachim og Marie deltager,' skriver en anden.

'Det er jo til grin. Alle ved at det ikke er en harmonisk familie, hvorfor så prøve at fremstå som sådan?' lyder det fra en tredje.

B.T.s royale korrespondent tror heller ikke, at der er nogen, der køber, at der er styr på krisen i Kongehuset.

»Vi kan da godt se billedet, hvor de alle sammen står sammen, men det ændrer ikke på, at det, der rent faktisk bliver kommunikeret, er, at prins Joachim og prinsesse Marie føler sig udstødt.«

Dronningen har derfor en meget specifik opgave i det nye år, mener eksperten.

»Hendes store opgave i 2023 bliver, at der skal noget handling bag den symbolik, vi ser. Det er ikke nok at sende portrætter ud, hvor de står sammen, der bliver nødt til at komme mere samling på familien,« lyder det.