En gave til Danmark.

Sådan beskriver hotelkongen Niels Fennet selv det kunstmuseum til 100 millioner kroner, som han vil bygge lige syd for Fredensborg Slot.

Og ambitionerne fejler ikke noget, for museet skal helt op i verdensklasse, forsikrer han.

Rigmanden ejer også Fredensborg Store Kro tæt ved slottet, og her har selveste dronning Margrethe ifølge ham tidligere været forbi til kaffe.

Det fortæller han til Politiken.

De to har dog aldrig talt om museumsplanerne. Alligevel siger Cabinn-milliardæren til mediet, at han har »en sikker fornemmelse« af dronningens støtte.

»Hun synes, det er vildt dejligt, at nogen tænker i de baner. Hun er jo også kunstner,« tilføjer han.

Dronning Margrethe laver blandt andet malerier, akvarel, tegninger, decoupage og scenografier, Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Han håber endda at kunne udstille dronning Margrethes kunst ved museets åbning.

Men Kongehuset lægger nu afstand til den opbakning, som Fennet selv fornemmer:

»Kongehuset er ikke involveret i projektet og ønsker heller ikke at være det,« oplyser Kongehusets kommunikationsafdeling til Politiken. 

Det er da heller ikke alle i Fredensborg, som deler begejstringen for et kunstmuseum i byen.

Hele 164 borgere har skrevet under på en protest mod projektet, skriver avisen.

Kritikken handler blandt andet om byggeriets størrelse og udtryk.

Fennet er før blevet kritiseret for arkitekturen på sine Cabinn-hoteller, og en tidligere lokalpolitiker har beskrevet ham som notorisk kendt for at bygge grimme bygninger.

Det får dog ikke hotelkongen til at vakle i planerne om at skænke et museum til den nordsjællandske by.

Niels Fennet er god for tre milliarder kroner, men døtrene skal ikke regne med mere end tvangsarv. Læs mere om det HER.