'Vi er taknemmelige for, at vi fik lov at lære ham at kende,' fortæller det norske kongepar, efter det juledag kom frem, at deres tidligere svigersøn er død.

Ari Behn, der fra 2002 til 2016 var gift med prinsesse Märtha Louise, tog sit eget liv, oplyser hans familie til NRK.

Parret fik tre døtre, Maud Angelica, Leah Isadora og Emma Tallulah.

Og på kongehusets hjemmeside udtrykker kongefamilien stor sorg over at have mistet den kendte forfatter og sender deres varmeste tanker til især de tre piger.

Prinsesse Märtha-Louise og Ari Behn ved den svenske kronprins Carl Philip og prinsesse Sofias bryllup i 2015.
Prinsesse Märtha-Louise og Ari Behn ved den svenske kronprins Carl Philip og prinsesse Sofias bryllup i 2015. JONATHAN NACKSTRAND

'Ari var en vigtig del af vores familie gennem mange år, og vi tager varme, gode minder med os. Vi er taknemmelige for, at vi fik lov at lære ham at kende,' fortæller kong Harald og dronning Sonja.

Vi sørger over, at vores børnebørn nu har mistet deres kære far, og vi har dyb medfølelse med hans forældre og søskende, som har mistet deres kære søn og bror. Vi beder om, at Aris nærmeste familie får ro i denne hårde tid.'

Også kronprinsparret, kronprins Håkon og kronprinsesse Mette-Marit, sender deres kondolencer:

'For os var Ari en god ven, et kært familiemedlem og en fantastisk onkel, som vi delte mange af livets små og store øjeblikke med. Det er med stor sorg, vi har modtaget budskabet om hans bortgang,' fortæller de.

'Vi var alle vældig glade for Ari. Vores tanker går især til Maud, Leah, Emma, prinsesse Märtha Louise og Aris nærmeste familie.'

Ari Behn var især kendt for sit forfatterskab og brød for alvor igennem i 1999 med novellesamlingen 'Trist som faen'. Første oplag blev udsolgt på en uge, og den solgte i alt mere end 100.000 eksemplarer.

Sidste år udgav han bogen 'Inferno', hvor han skildrede sine alvorlige psykiske problemer, som han havde kæmpet med de seneste år.

Ari Behn blev 47 år.