Marselisborg Slot i Aarhus har traditionelt set dannet rammen, når den danske royale familie fejrer højtiderne.

Og sådan bliver det også i år.

Således skal den royale julemiddag igen i år indtages på netop Marselisborg, og selvom prins Joachim og prinsesse Marie i øjeblikket har fast bopæl i Paris, så kommer dronning Margrethe til at fejre jul med begge sine sønner.

'Dronningen tager den 20. december ophold på slottet og fejrer højtiden sammen med kronprinsfamilien samt prins Joachim og prinsesse Marie med børn,' lyder det i en pressemeddelelse fra kongehuset.

Kronprins Frederik og kronprinsesse Mary fejrer i år jul med prins Joachim, prinsesse Marie samt begge pars børn og Dronningen på Marselisborg.
Kronprins Frederik og kronprinsesse Mary fejrer i år jul med prins Joachim, prinsesse Marie samt begge pars børn og Dronningen på Marselisborg. Foto: Ida Marie Odgaard
Vis mere

Tidligere på måneden mødte B.T. prinsesse Marie, da hun som protektor for Folkekirkens Nødhjælp deltog i organisationens julearrangement.

Her antydede prinsessen da også, at julen nok skulle fejres i Danmark.

»Jeg tror, at vi holder jul i Danmark,« lød det fra fra den travle prinsesse dengang.

Tirsdag fortalte Dronningen ligeledes om de fælles royale juleplaner, da hun deltog i et pressemøde i anledningen af den kommende ballet 'Snedronningen', som Hendes Majestæt har designet scenografi og kostumer til.

Ligesom Marselisborg i mange år har dannet ramme om julefejringen, så har menuen til den royale juleaften som regel også været den samme.

Der er dog tale om en middag, der nok afviger en del fra mange danskeres traditionelle julemiddag. Tidligere år har der nemlig været julegås på menuen i stedet for den juleand, mange danskere spiser.

I stedet for risalamande har den royale familie også tradition for at spise risengrød med mandel i.

Mens Dronningen og familien bor på Marselisborg, vil der være vagtskifte ved den kongelige livgarde hver dag over julen klokken 12, oplyser kongehuset.