Hele den britiske kongefamilie var samlet 1. juledag for at gå den traditionsrige juleparade.

Én person var dog blevet hjemme.

Angiveligt for ikke at stjæle fokus.

Men det var præcis, hvad han endte med at gøre.

Prins Charles, prinsesse Beatrice, hertuginde Kate, prins William, prins George og prinsesse Charlotte ankommer til St Mary Magdalene kirke 1. juledag.
Prins Charles, prinsesse Beatrice, hertuginde Kate, prins William, prins George og prinsesse Charlotte ankommer til St Mary Magdalene kirke 1. juledag. Foto: PHIL NOBLE
Vis mere

Dronning Elizabeths næstyngste søn, prins Andrew, blev i november frataget alle sine officielle royale pligter, efter at en 36-årig kvinde, Virginia Giuffre, stod frem og anklagede prinsen for at have tvunget hende til sex, da hun var 17 år.

Her blev hun angiveligt holdt som sexslave af prinsens ven, den nu afdøde amerikanske milliardær Jeffrey Epstein, som tog sit eget liv i en fængselscelle, mens han ventede på, at hans sag kom for retten.

Den kontroversielle sexskandale endte med, at prinsen gik på tv i et tåkrummende interview for at forsøge at rense sit navn. Men han formåede aldrig at få folkestemningen med sig.

Angiveligt derfor valgte det britiske kongehus at holde ham hjemme under paraden. Det skriver i hvert fald Daily Mail, som mener at vide, at kongehuset var bekymrede for, at publikum skulle råbe skældsord efter skandaleprinsen.

Prins Andrew med sin mor, dronning Elizabeth.
Prins Andrew med sin mor, dronning Elizabeth. Foto: FACUNDO ARRIZABALAGA
Vis mere

Til gengæld var hans to døtre, Beatrice, 31, og Eugenie, 29, og deres respektive ægtefæller med på ruten fra godset Sandringham i Norfolk til den lokale kirke for at tage til gudstjeneste kl. 11.

To timer forinden, under mindre mediebevågenhed, havde prins Andrew besøgt kirken alene med sin far, prins Philip, som er ved at komme sig efter en hospitalsindlæggelse kort før jul.

At prins Andrew ville ledsage sin far er kongehusets officielle forklaring på fraværet ved paraden få timer senere.

Også 1. juledag blev fraværet af prins Andrew bemærket. Her gik dronning Elizabeth på tv for at holde sin årlige juletale, mens hele familien var repræsenteret ved indrammede fotografier på hendes skrivebord. Næsten.

Dronning Elizabeth holder sin årlige juletale.
Dronning Elizabeth holder sin årlige juletale. Foto: STEVE PARSONS
Vis mere

For mens der var billeder af blandt andre prins Charles og hans hustru, Camilla, prins Philip samt prins William og hustru Kate, så glimrede prins Harry, hertuginde Meghan og deres søn, Archie, ved deres fravær. Det samme gjorde prins Andrew.

»Med Dronningen er der ikke noget, der er tilfældigt,« skriver avisen The Times.

»Det kan tages som et tegn på, at betydningen af hvert enkelt billede er blevet nøje overvejet.«

Læs mere om den sag her.