Kongehuset oplyser i en pressemeddelelse, at prins Joachims børn ikke længere vil være prinser og prinsesse af Danmark.

Her står det klart, at dronning Margrethe er bag beslutningen om at ændre børnenes titler fra prinser og prinsesser til grever og komtesse af Monpezat.

Det drejer sig om børnene Nikolai, Felix, Henrik og Athena.

‘I april 2008 tildelte Hendes Majestæt Dronningen sine sønner, deres ægtefæller og deres efterkommere titlen af greve, grevinde og komtesse af Monpezat. I maj 2016 blev det desuden meddelt, at Hans Kongelige Højhed Prins Christian som den eneste af dronningens børnebørn forventes at modtage årpenge fra staten som voksen,’ lyder det indledningsvist.

‘I naturlig forlængelse heraf har Hendes Majestæt besluttet, at Hans Kongelige Højhed Prins Joachims efterkommere med virkning fra den 1. Januar 2023 alene kan benytte deres titler som grever og komtesse af Monpezat, idet deres hidtidige titler som prinser og prinsesse til Danmark bortfalder.’

Ifølge pressemeddelelsen har Dronningen truffet beslutningen ud fra de tendenser, der er set i andre kongehuse.

‘Dronningens beslutning ligger i tråd med lignende tilpasninger, som andre kongehuse har gennemført i de senere år.’

Beslutningen skyldes ifølge dronning Margrethe, at hun ønsker at give sine børnebørn friheden til at træffe beslutninger i deres liv, der ikke er styret af eventuelle royale forpligtelser.

‘Hendes Majestæt Dronningen ønsker med sin beslutning at skabe rammerne for, at de fire børnebørn i langt højere grad skal kunne forme deres egen tilværelse uden at være begrænset af de særlige hensyn og forpligtelser, som et formelt tilhørsforhold til Kongehuset som institution indebærer,’ lyder det.

Børnene vil nu tiltales som excellenser.

Alle fire børnebørn fastholder deres plads i arvefølgen.