____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>I en video fra a-kasssen "Min A-kasse" holder Dronning Margrethe en nytårstale om arbejdsløse. Og hun har skarpe holdninger.

Dronningen siger blandt andet:

- Danmark er i alvorlige problemer. Fordomme blusser op, og konflikter lurer. Er vi for alvor ved at sætte danskheden og de danske værdier over styr?

Tror man.

Videoen er lavet af sammenklip af gamle nytårstaler og krydret med ny tekst og indhold. Efterfølgende har a-kassen lagt en ny stemme på, der minder Dronning Margrethes.

margrethe 2010

Indtil i dag lå videoen på YouTube. Men efter at DR Nyheder kontaktede kongehuset for en kommentar til videoen, har kongehuset imidlertid bedt om at få videoen slettet fra YouTube. Så der findes den ikke mere.

Det fortæller kommunikationschef i Kongehuset Lene Balleby:

- Det er naturligvis ikke i orden at bruge dronningens nytårstale på den måde, det er sket her, eller i en anden kampagne-sammenhæng, siger hun til DR Nyheder

Videoen nåede at blive set 25.000 gange, inden den blev slettet.

Hos Min A-kasse har målet været at sætte fokus på, at arbejdsløse ikke skal marginaliseres - og i stedet for "arbejdsløse" skal kaldes "jobjægere".

Og de er godt klar over, at de gik til kanten, forklarer kommunikationschef i den næsten 100 år gamle A-kasse, Simon Bauer:

- Det her er selvfølgelig lidt frækt og ud over det sædvanlige, og vi syntes godt, vi kan forsvare det. Det afgørende for os er, at vi er med til at italesætte et spørgsmål, som, vi ved, betyder meget for mange, siger han til DR Nyheder.

A-kassen har fået nævnt deres mål, men fokus er nu på videoen og ikke budskabet. Det ærgrer Simon Bauer:

- Det er virkelig ærgerligt. Vores ambition var at få skabt en debat om, hvordan det er i det her samfund ikke at have noget arbejde. Det her var bare et af tiltagene, og det bliver så stoppet nu, og det beklager vi, fortæller kommunikationschefen for Min A-kasse.

Det er ikke hver dag, kongehuset beder om at få slettet noget fra internettet. Men det er alligevel noget, de er vant til.

- Vi oplever selvfølgelig brug og misbrug og falske hjemmesider og Facebook-adresser, og vi prøver naturligvis at få det lukket ned der, hvor vi bliver opmærksom på, at de misbruger de kongeliges navn eller billeder, fortæller Kongehusets kommunikationschef Lene Balleby.