Kongehuset er havnet i hård modvind for at yde økonomisk støtte til ulovlige bosættelser på Vestbredden.
Det skriver Danwatch, som har fået indblik i de kongelige regnskaber for 2023.
Kongehuset har gennem en investeringsfond postet millioner i israelske storbanker, som finansierer ulovligt byggeri på palæstinensisk territorium på Vestbredden.
»Det er rigtig problematisk,« siger generaldirektør i Oxfam Danmark, Lars Koch, til Danwatch.
Han bemærker, at bankerne er på FN's liste over virksomheder, som aktivt udvider og opretholder ulovlige israelske bosættelser.
Af samme grund er det forbudt for danske pensionskasser at investere i dem.
Danmarks regering anser de folkeretsstridige bosættelser på Vestbredden som ulovlige, sagde udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) i april.
Foruden Oxfam kritiserer også Amnesty International Danmark investeringerne, ligesom de kongelige får en løftet pengefinger fra Christiansborg.
Her forventer De Radikales leder, Martin Lidegaard, at investeringerne stopper »hurtigst muligt«, siger han til Danwatch.
Kongehuset har ingen kommentarer til sin investeringsporteføljes »konkrete sammensætning på specifikke tidspunkter«, lyder det i et skriftligt svar til Danwatch.

