Kongehuset efter billeder af kronprinsen: 'Nu er det nok'
Mediechefer afviser kritikken fra Kongehuset.

Mediechefer afviser kritikken fra Kongehuset.

Kongehuset langer nu kraftigt ud efter danske medier, efter flere af dem har bragt billeder af kronprins Christian på flere af sommerens festivaler.
Kritikken bliver rejst i TV 2-programmet 'Presselogen', hvor kongehusets kommunikationschef, Nina Munch-Perrin, opfordrer medierne til at holde igen, selvom hun anerkender, at det kan have offentlighedens interesse, når kongehuset deltager på festivaler.

»Det, vi gerne kraftigt vil appellere til, særligt når det gælder de unge kongelige, er mere mådehold, når det gælder mængden, længden og nærheden af optagelser og billeder,« lyder det i en skriftlig kommentar til 'Presselogen' fra Nina Munch-Perrin:
»Der skal være plads til et ungdomsliv. Derfor burde det ikke være nødvendigt, at eksempelvis kronprinsen selv skal hen og sige, at nu er det vist nok.«
Lise Benzon, der er chefredaktør for Her & Nu, mener, at det er en forfejlet kritik, og at bladet havde været i kontakt med kronprinsen, der fortalte, at det var fint, at de tog billeder af ham.
Ekstra Bladets chefredaktør, Knud Brix, er heller ikke enig i Kongehusets kritik, som ifølge ham ikke bør vurdere, hvor mange artikler medier bringer om dem.
»Skal vi være med, når de laver sommertogter og alle mulige andre ting, så vil vi da svigte vores ansvar som presse, hvis vi ikke også dækker, når de er til en festival,« siger han i 'Presselogen'.