Kongehuset har meddelt skofirmaet ECCO, at det ikke får forlænget prædikatet 'kongelig hofleverandør', når det udløber til næste år, oplyser ECCO ifølge Ritzau i en meddelelse.

Den danske skogigant har siden 1991 kunnet pynte sig med logo med krone og bryste sig af at være leverandør til det danske hof.

Men da ECCO tidligere på året fik kritik for at proklamere, at det ikke ville trække sine aktiviteter ud af Rusland trods invasionen af Ukraine, blev det danske kongehus hvirvlet ind i shitstormen.

I en undersøgelse, som B.T. har fået foretaget af YouGov, erklærer 46 procent af danskerne sig delvist eller helt enige i, at den udskældte skofabrikant burde droppes som 'kongelig hofleverandør'.

»Vi kommenterer som udgangspunkt ikke konkrete sager, men vi følger selvfølgelig med i, hvordan tingene udvikler sig,« lød det på den baggrund fra kommunikationschef i Kongehuset Lene Balleby.

Og nu har tingene altså udviklet sig i en retning, hvor den kongelige familie ikke længere vil associeres med firmaet.

I meddelelsen skriver ECCO, at firmaets ledelse tager Kongehuset beslutning til efterretning og ikke har yderligere at tilføje. Det beskrives dog ikke, hvad der ligger bag Kongehusets beslutning.

Over for både Berlingske og B.T. bekræfter Kongehuset oplysningen.

»På baggrund af en samlet vurdering af ECCO er det blevet besluttet, at virksomheden med virkning fra 16. april næste år ikke længere kan benytte prædikatet 'kongelig hofleverandør',« siger kommunikationschef Lene Balleby.

Hun ønsker dog ikke at svare på, om det sker på baggrund af ECCOS beslutning om at blive i Rusland.

Men B.T.s royale korrespondent Jacob Heinel Jensen har tidligere givet udtryk for, at ECCOs beslutning ikke harmonerer med de værdier, som Kongehuset gerne vil udstråle udadtil.

»Medlemmerne af den kongelige familie har ellers markeret sig skarpt og klogt efter krigens udbrud. Dronningen, Kronprinsen, Kronprinsessen og prinsesse Marie har alle talt om krigens rædsler, og Kronprinsen har understreget, at Kongehusets sympati er med det ukrainske folk,« har han udtalt i en klumme i april.

»Så burde det heller ikke være så svært at droppe ECCO. Det ville sende et klart signal om, at man ikke kan opføre sig så tåbeligt, når man pryder sig med en dansk kongekrone. At etik og moral rent faktisk betyder noget, når man er 'kongelig hofleverandør'.«