Mandag går kronprinsparrets ældste søn - prins Christian - fra at være barn til at være teenager.

Det er mandag 13 år siden, at landets kommende konge blev født på Rigshospitalet i København. I den forbindelse har kongehuset delt et helt særligt billede af den unge prins på Instagram, hvor man ser ham i et helt almindeligt hverdagsøjeblik.

'H.K.H. Prins Christian har fødselsdag og fylder i dag (mandag, red.) 13 år. Her er Prinsen fotograferet af én af sine klassekammerater i et hverdagsøjeblik som skoleelev i 7. klasse,' skriver kongehuset til billedet.

Blot et kvarter efter, at billedet var blevet offentliggjort mandag morgen klokken 7, havde det fået mere end 2.000 såkaldte likes.

Også på kongehusets hjemmeside bliver det markeret, at det er første gang, siden kronprins Frederik og prins Joachim var børn, at der nu igen er teenagere i huset på Amalienborg. Et nyt portrætbillede af prins Christian er nemlig blevet offentliggjort.

Christian Valdemar Henri John, der lyder den fulde titel prins til Danmark, greve af Monpezat, kom til verden klokken 01.57 på Rigshospitalet den 15. oktober 2005. Han blev døbt lørdag den 21. januar året efter i Christiansborg Slotskirke.

Den 12. august 2011 begyndte han i 0. klasse på Tranegårdskolen.

Prins Christian er storebror til prinsesse Isabella, der er 11 år, og til tvillingerne prins Vincent og prinsesse Josephine, der er syv år.

Nyt portrætbillede offentliggjort i forbindelse med prins Christians 13-års fødselsdag mandag.
Nyt portrætbillede offentliggjort i forbindelse med prins Christians 13-års fødselsdag mandag. Foto: Franne Voigt
Vis mere