I anledning af prins Nikolais fødselsdag har kongehuset fredag delt et nyt billede af den nu 21-årige søn af prins Joachim og grevinde Alexandra.
På billedet kigger den unge prins direkte ind i kameraet med et fasttømret blik.
Han er iført en hvid bluse og poserer foran en gul baggrund.
'Hans højhed prins Nikolai har fødselsdag og fylder i dag 21 år,' lyder det i teksten til opslaget.
Prins Nikolai er bestemt ikke uvant foran et kamera.
Dronning Margrethes ældste barnebarn er nemlig de seneste par år blevet en anerkendt model.
Han debuterede i vinteren 2018, da han spankulerede ned af catwalken til Burberrys modeshow, og han har siden medvirket i modeserier for blandt andre det franske modehus Dior og magasinerne Dust og Euroman.
Tidligere på ugen fortalte Prinsen til B.T., hvad hans 21-årige fødselsdag betyder for ham:
»Jeg tror ikke som sådan, at der vil ske store forandringer i mit liv, når jeg går fra 20 til 21 år – men det er vel en blanding af, at man modnes og stadig kan have det sjovt. Jeg skal have en god aften med min familie og nærmeste venner.«
Prins Nikolai studerer til daglig på Copenhagen Business School.
Den nu 21-årige prins bor derfor i København i en lejlighed på Amalienborg Slot, selv om hans far, prins Joachim, er flyttet til Frankrig med prinsesse Marie og parrets fælles børn, prins Henrik og prinsesse Athena.