Prins Joachim og grevinde Alexandras yngste søn, grev Felix, runder denne onsdag 24 år.

Det har det danske kongehus markeret ved at udgive et familiefoto af ham.

»Tillykke til Hans Excellence Greve Felix med fødselsdagen,« lyder det i et opslag fra Kongehuset på Instagram.

»I anledning af Grevens 24-års fødselsdag offentliggøres et portræt af Hans Excellence sammen med sin familie,« oplyses det videre.

Portrættet, som fotografen Jakob Kirk står bag, blev taget tilbage i januar, lyder det.

Hvordan grev Felix, der er den syvende i den danske tronfølge, skal fejre sin fødselsdag, nævnes ikke i opslaget.

Grev Felix kom til verden på Rigshospitalet i København 22. juli 2002 og blev døbt 4. oktober samme år i Møgeltønder Kirke.

Men blot to år senere annoncerede hans forældre – prins Joachim og grevinde Alexandra – at de havde valgt at gå hver til sit.

Siden blev prins Joachim gift med franske Marie Cavallier, og parret har givet Felix og hans storebror, grev Nikolai, to halvsøskende i form af grev Henrik og komtesse Athena, som ses på fødselsdagsbilledet med Felix.

Greven fik for nylig – i begyndelsen af juni – sin bachelorgrad fra Copenhagen Business School.