I et takkebrev fra dronning Margrethe sætter monarken for første gang ord på tabet og støtten fra danskerne efter prins Henriks død.

Brevet er offentliggjort på kongehusets Facebook-profil.

Her kan man blandt andet læse:

'For mig og min familie har det været dybt bevægende at opleve den varme og sympati, der fra alle dele af det danske samfund er strømmet os i møde i forbindelse med prins Henriks død og bisættelse.'

I brevet, som er underskrevet dronning Margrethe, står der videre:

'De mange smukke blomster, spontant nedlagt ved de steder, hvor Prinsen holdt af at være, de mange tusinde mennesker fra nær og fjern, som trodsede vinterkulde for at vise Prinsen den sidste ære i Slotskirken, og de utallige skriftlige sympatitilkendegivelser, vi har modtaget, har rørt os alle dybt og er medvirkende til at hjælpe os igennem denne svære tid.'

Brevet fra monarken afsluttes på følgende måde:

'For alle disse smukke vidnesbyrd om hengivenhed og medfølelse ønsker jeg og min familie at udtrykke vor dybfølte tak til hele den danske befolkning.'

Prins Henrik døde den 13. februar kort før midnat.

Det fik mange danskere i perioden efter Prinses død, til at strømme til både Fredensborg Slot og Amalienborg Slot, for at vise sin sympati og medfølelse med den kongelige familie.

Tirsdag den 20. februar blev Prinsen bisat i Christiansborg Slotskirke omringet af sin tætteste familie og venner.