Den endelige gæsteliste er endnu ikke offentliggjort.
Men nu bekræfter det svenske kongehus, at en ganske særlig gæst kommer med til prins Christians fødselsdag – nemlig den 11-årige svenske prinsesse Estelle.
Informationschef i det svenske hof, Margareta Thorgren, bekræfter nemlig overfor Svensk Damtidning, at prinsessen i selskab med sin mor, kronprinsesse Victoria, deltager i festlighederne på Christiansborg Slot.
Kronprinsesse Victoria er desuden gudmor til prins Christian, og nu tager hun altså sit ældste barn med til sin gudsøns store dag.
Gallataflet i anledningen af prins Christians fødselsdag starter da også allerede fra kl. 17, hvor det har været kongehusets ønske, at gæstelisten skal afspejle prins Christians egen generation.
Derfor har alle landets kommuner skulle udvælge to 18-årige repræsentanter, ligesom unge sports- og kulturpersonligheder er blevet inviteret til det fornemme bal.
Derudover er der også blevet bekræftet et par royale gæster.
Foruden den svenske prinsesse Estelle og kronprinsesse Victoria, så har også 21-årige danske grev Felix og 19-årige norske prinsesse Ingrid takket ja til gallataflet, som Dronning Margrethe er vært for.
Prins Christian fylder 18 år på søndag 15. oktober. Samme dag fejres han, hvor det markeres, at han bliver myndig tronfølger.
Det er dog først måneden efter – efter mødet i statsrådet tirsdag 14. november – at prins Christian, efter at have højtideligt erklæret at ville overholde grundloven, officielt kan indsættes som rigsforstander.
Hør B.T.s royale podcast 'Kongehuset bag kulissen' herunder.