Gæstelisten har været forsøgt holdt hemmelig til norske prinsesse Märtha Louise og Durek Veretts bryllup.
Men nu melder det norske kongehus ud, at den norske kongefamilie deltager i det kontroversielle bryllup.
Prinsesse Märtha Louise får selskab af sine forældre, kong Harald og dronning Sonja, mens også kongens søster prinsesse Astrid deltager, sammen med kronprins Haakon, kronprinsesse Mette-Marit og parrets to børn, prinsesse Ingrid Alexandra og prins Sverre Magnus.
Kronprinsesse Mette-Marits skandaleramte søn Marius Borg Høiby deltager ikke, bekræftes det overfor NRK. Det blev besluttet før voldsanklagerne imod ham, understreges det.

»Kongefamilien ser frem til at være med i prinsesse Märtha Louise og Durek Verretts bryllup som gæster,« lyder det i en officiel udmelding fra det norske kongehus.
Her fortælles det også, at kongefamilien vil bo på Kongeskibet Norge under brylluppet i norske Geiranger.
»Dele af familien vil også være til stede under arrangementet i Ålesund torsdag 29. august,« lyder det videre om den tre dage lange bryllupsfejring.
B.T. har været i kontakt med det danske kongehus' kommunikationsafdeling, der afviser at kommentere om nogen og i så fald hvem fra det danske kongehus, der deltager i brylluppet.
Herunder kan du høre seneste afsnit af B.T.s royale podcast 'Kongehuset bag kulissen'.
