Denne onsdag fylder dronning Mary 53 år.
Men dagen vil være mere nedtonet end andre royale fødselsdage.
For der bliver ikke flaget som vanligt i den særlige anledning, har Justitsministeriet og Kongehuset besluttet.
Det sker i sympati med ofrene for det, Sveriges statsminister har kaldt »det værste masseskyderi i svensk historie«, hvor mindst 10 personer tirsdag mistede livet på et uddannelsessted i Örebro.

Men selvom dronning Mary og resten af landet onsdag må undvære flagene på busserne og de statslige bygninger i lyset af tirsdagens tragiske begivenhed, så skal den nu 53-årige dronnings fødselsdag selvfølgelig stadig markeres.
Kongehusets Kommunikationsafdeling oplyser overfor B.T., at dronning Marys fødselsdag fejres privat.
Der er da heller ingen officielle opgaver i den kongelige kalender på dronningens fødselsdag, så også kong Frederik må tænkes at være klar til den private fejring.
Hvordan end festlighederne skal løbe af stablen, så bliver det formentlig uden Kongeparrets ældste søn, kronprins Christian.
Den 19-årige tronfølger startede nemlig mandag i Gardehusarregimentet, og her kom han uden sine royale forældre til sin første dag som værnepligtig i Slagelse – og det var der en særlig grund til. Læs mere om det HER.