Onsdag aften kom det frem, at prins Joachim ikke fortsætter i sit job som forsvarsattaché.

Derfor forlader han og familien Frankrig, når jobbet på den danske ambassade i Paris slutter til sommer, forklarede prins Joachim til Billed-Bladet.

Her ville prinsen ikke svare klart på, om han og prinsesse Marie og deres to børn så ville vende hjem til Danmark.

Men ifølge B.T.s royale korrespondent, Jacob Heinel Jensen, så er det meget usandsynligt.

»Jeg forventer ikke, at prins Joachim vender tilbage til Danmark,« lyder vurderingen fra kongehuseksperten.

»Det er blevet gjort meget klart, at der ikke er plads til prins Joachim herhjemme.«

For prins Joachim har tidligere indrømmet, at han har haft svært ved at finde sin plads som nummer to i Kongehuset, ligesom prinsesse Marie har indrømmet, at det ikke var deres eget valg at flytte til Frankrig i 2019.

Dengang meddelte Kongehuset, at prins Joachim, prinsesse Marie og børnene prins Henrik og prinsesse Athena skulle til Frankrig, for prins Joachim kunne tage en militæruddannelse ved Ecole Militaire i Paris.

Sådan så det ud, da prins Joachim startede som forsvarsattaché på den danske ambassade i Paris 17. september 2020.
Sådan så det ud, da prins Joachim startede som forsvarsattaché på den danske ambassade i Paris 17. september 2020. Foto: Kongehuset
Vis mere

Efterfølgende begyndte prins Joachim som forsvarsattaché ved den danske ambassade i Paris.

Jobbet som formidler mellem Danmark og det franske forsvarsministerium var indrammet til tre år med mulighed for forlængelse, men er altså ikke blevet forlænget.

Men hvad fremtiden så byder på for prins Joachim, er endnu ikke offentliggjort.

»Højst sandsynligt finder han et lignende job, som det han forlader til sommer, i udlandet,« spår Jacob Heinel Jensen.

Prinsesse Marie arbejder ligeledes på den danske ambassade i Paris, og hun stopper også sit arbejde som kulturrepræsentant, når familien forlader Frankrig efter sommeren.

Men ifølge Jacob Heinel Jensen bliver det altså formentlig ikke et velkommen hjem til Danmark for prinseparret og deres to børn, prins Henrik og prinsesse Athena.