Kongehuset har for nylig udsendt deres årsrapport.

Og mens alle de arbejdende kongelige her har fået fremhævet deres protektioner, så står der ingenting ud for kronprins Christian.

Kronprins Christian er allerede godt beskæftiget. Den 20-årige tronfølger fortsatte i august på Løjtnantsuddannelsen efter at have taget sin værnepligt i Gardehusarregimentet på selvsamme Antvorskov Kaserne i Slagelse.
Kronprins Christian er allerede godt beskæftiget. Den 20-årige tronfølger fortsatte i august på Løjtnantsuddannelsen efter at have taget sin værnepligt i Gardehusarregimentet på selvsamme Antvorskov Kaserne i Slagelse. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Den 20-årige tronfølger har nemlig ikke selv nogen protektioner.

»Man kan undre sig over, hvorfor han ikke har et par stykker,« siger kongehushistoriker Sebastian Olden-Jørgensen til B.T.

De kongelige protektioner er en lang tradition i Kongehuset, som er udtryk for kongelig støtte til en bestemt, ofte filantropisk, sag, som den kongelige protektor samarbejder for.

Men kronprins Christian er altså ikke endnu protektor for nogen velgørende organisationer eller foreninger.

»Det kan forståeligt vække undren, fordi på flere andre måder er han allerede en arbejdende kongelig, en offentlig person, der tager sin del af det repræsentative arbejde,« forklarer Sebastian Olden-Jørgensen.

I forbindelse med tronskiftet i 2024 valgte kong Frederik og dronning Mary dog at gøre store ændringer ved protektionsordningen.

Det betød, at man omfordelte de kongelige protektioner og ikke mindst mere end halverede antallet af dem, så der for nuværende er 140 protektioner i kongefamilien.

Samtidig blev protektionerne gjort tidsbegrænsede til perioder på fem år ad gangen, hvorefter man skal ansøge på ny om et kongeligt protektorat.

Daværende prins Christian holdt sågar tale til sin tv-transmitterede 18 års fødselsdag, hvor unge og indflydelsesrige danskere fra hele landet var inviteret til gallamiddag på Christiansborg Slot.
Daværende prins Christian holdt sågar tale til sin tv-transmitterede 18 års fødselsdag, hvor unge og indflydelsesrige danskere fra hele landet var inviteret til gallamiddag på Christiansborg Slot. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

»Det nuværende kongepar har valgt at neddrosle, ikke afskaffe, protektionerne, så man kunne godt forvente, der ville være et eller andet til kronprinsen,« tilføjer Sebastian Olden-Jørgensen.

Lange udsigter: 'Forsigtighedshensynet spiller en meget stor rolle'
Kongehushistorikeren har dog også et bud på, hvorfor man ikke har valgt at give kronprins Christian det ansvar at være kongelig protektor endnu, ligesom både kong Frederik, dronning Mary, dronning Margrethe, prinsesse Benedikte, prins Joachim og prinsesse Marie er det.

»Kronprins Christian har jo ikke lagt sig fast på en uddannelse eller linje med, hvad han vil i livet, så det er formentligt blevet udskudt,« vurderer Sebastian Olden-Jørgensen.

»Så er der ikke nogen protektioner, der ender med at pege en anden vej end den, han selv gør. Så det bedste bud er nok, at det er et spørgsmål om forsigtighed.«

Kronprins Christian har blandt andet haft sine egne byer til Royal Run, hvor han også velvilligt er stillet op foran pressen.
Kronprins Christian har blandt andet haft sine egne byer til Royal Run, hvor han også velvilligt er stillet op foran pressen. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Kunne man ikke forestille sig, at man gav ham bare en enkelt eller to protektioner at starte på?

»Det kunne man godt, men forsigtighedshensynet spiller en meget stor rolle i den måde, Kongehuset kører på nu. Det er lidt det samme, vi har set med nedbarberingen af protektionerne. Der er for lidt kontrol og for meget risiko forbundet med dem. Så det er sikrere at vente.«

Derfor forventer kongehushistorikeren også, at der kommer til at gå længe endnu, før nogen velgørende foreninger kan forvente at nyde godt at kronprins Christians engagement i den gode sags tjeneste.

»Når man ikke har givet ham protektioner endnu, så må man forvente, at det først bliver om nogle år, når han er færdig med en uddannelse, så man kan se en retning hos ham,« lyder det fra Sebastian Olden-Jørgensen.

Kronprins Christian har fra start fået en fremtrædende rolle i det danske kongehus – og han er god til at udfylde den naturligt, lyder det fra kongehuseksperten.
Kronprins Christian har fra start fået en fremtrædende rolle i det danske kongehus – og han er god til at udfylde den naturligt, lyder det fra kongehuseksperten. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

»Protektionerne afspejler den givne kongeliges personlige valg, interesser, engagement og profil – selvom der selvfølgelig er en vis arbejdsdeling i Kongehuset – men det har man bare ikke lagt fast for ham endnu.«

Sebastian Olden-Jørgensen er derfor også forsigtig med at give bud på hvilke protektionsområder, kronprins Christian kunne tænkes at få tildelt, når tid er.

»Det bliver bare ikke præcis det samme som hans mor eller far,« lyder det med et grin til slut.

Prinsesse Isabella er for nylig trådt i storebror kronprins Christians fodspor og skal aftjene værnepligt i Gardehusarregimentet – men én ting tyder på, at hun ikke kommer til at fortsætte i militæret. Læs mere om det HER.