Selvom det er over 50 år siden, at Grækenland sidst havde et kongehus, vækker de glamourøse, græske ekskongelige fortsat opsigt.
De dukker jævnligt op ved royale begivenheder, men i den forbindelse er der én ting, der undrer en kongehusekspert.
For når de græske ekskongelige deltager ved kongelige fester hos andre af Europas kongehuse, så tituleres de ikke som ekskongelige – men som for eksempel dronning Anne-Marie, kronprins Pavlos og kronprinsesse Marie-Chantal.
Og det undrer det norske Se og Hørs kongehusekspert Caroline Vagle. Til det norske medie Dagbladet fortæller hun, at hun finder det 'specielt':
»Det er fint nok med for eksempel kronprins Pavlos, som blev født, da der stadig var monarki. Men det er langt mere specielt med dem, som har fået titler efterfølgende,« siger hun.
Hun peger blandt andet på, at det vakte stor opsigt, da det norske kongehus titulerede ekskronprins Pavlos som 'Hans kongelige højhed kronprins Pavlos af Grækenland', da han skulle stå fadder for den norske prins Sverre Magnus, da denne skulle døbes i 2006.
Her mente grækere i Norge, at det var en hån mod Grækenland og det faktum, at landet ikke længere er et monarki.
I Danmark vækker det græske ekskongehus også med jævne mellemrum opsigt – ikke mindst fordi eksdronning Anne-Marie er lillesøster til dronning Margrethe, og ekskronprins Pavlos er fætter til kong Frederik.
I B.T.s royale podcast 'Kongehuset bag kulissen' har eksperter i flere programmer sat fokus på det græske ekskongehus, og hvor det er på vej hen.
Ifølge kongehuseksperter er det nemlig interessant, at medlemmer af det tidligere kongehus holder fast i deres titler og opfører sig som kongelige, når de blandt andet sender pressemeddelelser ud og giver interviews:
»De forsøger i stigende grad at repræsentere Grækenland og forsøger at engagere sig meget mere i velgørenhed. Og det virker som om, at de er blevet mere seriøse efter at kong Konstantin døde,« bemærkede historiker Emma Paaske i 'Kongehuset bag kulissen' i sidste uge.
Hun finder udviklingen interessant. Og hun vil da heller ikke afvise, at Monarkiet måske en dag kan blive genindført i Grækenland:
»Alting kan ske, og historien viser os også, at kongeriger kan opstå og pludselig forsvinde. Der kan ske mange ting,« lød det fra Emma Paaske i podcasten.
Hør mere om det græske kongehus og hele dets persongalleri i 'Kongehuset bag kulissen', hvor vi i nedenstående episode også sætter fokus på prinsesse Theodoras bryllup.
Lyt i Spotify, på Apple Podcast eller ved at trykke play herunder.