»Det er ret vildt at se ham herovre. Han er på en måde en helt anden, end han var sidste år.«

Sådan lyder det fra kongehusekspert og USA-korrespondent for Berlingske Jacob Heinel Jensen, efter at prins Joachim fredag for første gang stillede sig frem for den danske presse for at fortælle om sit nye liv i USA.

Prins Joachim har netop haft sin første arbejdsdag i Washington, D.C., hvor han i de næste par år skal arbejde som forsvarsindustriattaché i den danske ambassade.

Inden han gik ind på ambassaden, tog prins Joachim sig god til til at tale med den fremmødte danske presse om sin og familiens første tid i USA, og hvor meget han glæder sig til at komme i gang med arbejdet.

Prins Joachim foran den danske ambassade i Washington D.C.
Prins Joachim foran den danske ambassade i Washington D.C. J. Scott Applewhite/AP/Ritzau Scanpix

»Jeg har aldrig nogensinde oplevet et royalt 'doorstep' (Kort pressemøde), hvor de bruger så lang tid på pressen. Det er fuldstændig markant anderledes i forhold til, hvordan resten af Kongehuset fungerer for tiden,« fortæller Jacob Heinel Jensen.

»Man oplever jo, at Kongehuset er blevet mere lukket efter de sidste års kriser med Herlufsholm, Ecco og prinsetitlerne, og vi havde for inden da også fået at vide, at han måske kun ville sige nogle få ord. Så at han rent faktisk stillede sig op og gav et længere interview, det var meget meget usædvanligt i det royale univers anno 2023,« fortsætter han.

(HER KAN DU LÆSE HVAD PRINS JOACHIM BLANDT ANDET SAGDE TIL DEN DANSKE PRESSE)

Jacob Heinel Jensen, der har dækket prins Joachims liv og arbejde de sidste mange år, fortæller, at det var tydeligt, at prins Joachim havde meget på hjerte.

Han ville gerne både fortælle om sit nye job, men ville også gerne vise en lidt mere privat side og fortalte blandt andet om selve flytningen fra Paris til Washington, hvordan børnene allerede har fået nye venner – og at prinsesse Marie, der tidligere har arbejdet og studeret i USA, føler sig som en 'fisk i vandet' i de nye omgivelser.

Prins Joachim var i godt humør før sin første arbejdsdag.
Prins Joachim var i godt humør før sin første arbejdsdag. J. Scott Applewhite/AP/Ritzau Scanpix

»Prins Joachim har jo tidligere haft et image som en stivstikker. En der var svær at komme ind på, og der må man sige, at det var et helt andet menneske, der stod foran os i dag. Han var glad, velformuleret og grinende,« fortæller Jacob Heinel Jensen.

Han tænker, at prins Joachim først og fremmest er glad for at være kommet til USA, hvor familien kan starte på en frisk ovenpå sidste års krise i Kongehuset, da dronning Margrethe fratog hans børn deres prinse- og prinsessetitler, og så tror han, at prins Joachim gerne vil være mere folkelig.

»Og så tror jeg også, at han gerne vil fylde noget mere – ikke kun arbejdsmæssigt, men også i medierne. Han vil gerne tale til danskerne. Ellers havde han ikke stillet sig op og fortalt om sit nye liv på den her måde.«

Jacob Heinel Jensen påpeger, at prins Joachim med sit nye job har fundet sin rette hylde.

Han skal blandt andet være bindeled mellem det danske og det amerikanske forsvar i en tid med ustabilitet i verden, og hvor prins Joachim tidligere har givet udtryk for, at det er svært at definere sin rolle som nummer to efter kronprins Frederik, virker han nu, ifølge Jacob Heinel Jensen, tilfreds med sin nye rolle i USA.

»Jeg tror, problemet for prins Joachim i Danmark var, at det var svært at se, hvor han skulle tilbyde noget. Hans hof blev fyret i 2018, og der var ikke noget at lave for ham i Danmark – og der er jo ikke noget værre for et menneske, hvis man ikke har noget at lave.«

Han tilføjer:

»Jeg har dog stadig et indtryk af, at prins Joachim og prinsesse Marie allerhelst vil bo i Danmark, men man skal også have et liv, der giver mening, og lige nu giver det mest mening i udlandet.«

Prins Joachim skal arbejde som forsvarsindustriattaché. 
Prins Joachim skal arbejde som forsvarsindustriattaché.  J. Scott Applewhite/AP/Ritzau Scanpix

Jacob Heinel Jensen synes, at prins Joachim svarede fint på de spørgsmål, han fik – og derudover er der bare stadig emner, som Kongehuset helst ikke taler om.

»Man vil selvfølgelig gerne vide noget mere om, hvordan prins Joachims forhold er til dronning Margrethe og kronprinsparret, men hver gang man forsøger at gå den vej, lukker han ned. Jeg tror, de har en forståelse af, at det kan godt være, at alting ikke er i den skønneste orden endnu, men der kommer heller ikke noget godt ud af at tale dårligt om hinanden i medierne – og det kan man jo godt forstå.«

Han tilføjer:

»Man ser også nogle tegn på, at der er en form for forsoning. Prins Joachim og prinsesse Marie var med til dronning Margrethes fødselsdag i april, ligesom kronprinsparret var med til grev Henrik (Prins Joachims søn, red.) konfirmation i foråret. Det er en positiv udvikling, at de deltager i hinandens liv og familiemarkeringer, og den udvikling, tror jeg, alle parter er interesseret i at fortsætte.«