Onsdag deltog Kronprinsesse Mary i IDAHO-konferencen, som er en konference mod homofobi. Konferencen blev afholdt på Admiral Hotel i København, og Kronprinsesse Mary holdt åbningstalen.

I talen fortalte kronprinsessen om det grundlæggende problem, hun mener, det er, at mange homoseksuelle og transpersoner ikke bliver mødt med den tolerance og respekt, de fortjener.

»Jeg har svært ved at acceptere, at nogle mennesker i vores samfund bliver mødt med intolerance og diskrimination på grund af deres seksualitet eller kønsidentitet,« sagde Kronprinsesse Mary i sin åbningstale.

Kongehusekspert Lars Hovbakke Sørensen siger til BT, at kronprinsessen præsenterer sig som meget moderne og med stærke holdninger på området.

»Det er et meget stærkt signal, når den danske kronprinsesse går ud og markerer sin egen og Danmarks holdning til sådan noget som det her. Og så er det noget, der kan bruges internationalt, når der skal kæmpes om homoseksuelles rettigheder,« siger Lars Hovbakke Sørensen til BT.

Og netop det internationale perspektiv kom kronprinsessen ind på i sin åbningstale.

»Alle mennesker er født frie og lige i værdighed og rettigheder uanset seksuel orientering og kønsidentitet. Men denne påstand holder for alt for mange rundt omkring i verden ikke stik,« sagde Kronprinsesse Mary.

Med til konferencen var også ligestillingsminister Ellen Trane Nørby (V), som her er på vej ind på Hotel Admiral efter at have budt Kronprinsesse Mary velkommen.
Med til konferencen var også ligestillingsminister Ellen Trane Nørby (V), som her er på vej ind på Hotel Admiral efter at have budt Kronprinsesse Mary velkommen. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Ifølge Lars Hovbakke Sørensen er det ikke sidste gang, vi ser Kronprinsesse Mary i sammenhænge som onsdagens IDAHO-konference.

»Det er en af hendes mærkesager det her. Hun er jo en meget moderne kronprinsesse, og på den måde går det her fint i tråd med hendes image. Hun har meget nye og moderne synspunkter,« siger Lars Hovbakke Sørensen.

Til onsdagens konference gjorde kronprinsessen opmærksom på, at kampen for ligestilling på området ikke var slut endnu.

»Vi skal være forenet i at afvise alle former for forskelsbehandling på grund af seksuel orientering eller kønsidentitet. Vi har brug for al den støtte og engagement, vi kan få, for at opbygge en kultur, hvor alle er accepteret og tolereret, for hvem de er, og hvor alle kan deltage på lige fod, fuldt og frit i alle aspekter af samfundet,« sluttede Kronprinsesse Mary sin tale.

Tidligere har Kronprinsessen også deltaget i fejringen af, at det var 25 år siden, at det blev tilladt at indgå registreret partnerskab mellem to af samme køn. Det gjorde hun i 2014.

Læs hele Kronprisesse Marys åbningstale til IDAHO-konferencen her.