Det er uden fortilfælde, når den amerikanske præsident Donald Trump sår tvivl om, hvorvidt han vil komme til Danmark på statsbesøg blot to uger før, besøget efter planen skal ske.

Og hans udmelding vil derfor antageligt give hovedrysten hos Dronningens stab, der skal sørge for velkomst og statsmiddag, når Trump lander i kongeriget.

Det vurderer historiker og kongehusekspert Sebastian Olden-Jørgensen.

»Det har vi ikke set før. Sådan plejer man ikke at køre tingene,« siger historikeren, efter at Trump søndag efterlod et stort spørgsmålstegn ved, om han vil komme til Danmark 2. og 3. september.

US President Donald Trump speaks to the press before boarding Air Force One in Morristown, New Jersey, on August 18, 2019. (Photo by Nicholas Kamm / AFP)
US President Donald Trump speaks to the press before boarding Air Force One in Morristown, New Jersey, on August 18, 2019. (Photo by Nicholas Kamm / AFP) Foto: NICHOLAS KAMM
Vis mere

»Jeg tager ikke nødvendigvis helt sikkert dertil. Det gør jeg måske. Vi tager til Polen, og så tager vi måske til Danmark,« lød det fra Trump.

Sebastian Olden-Jørgensen fortæller, at særligt Statsministeriet kan blive påvirket af meldingen fra Trump, fordi man her skal tage højde for logistik og sikkerhed i forbindelse med præsidentbesøget.

Men også i kongehuset er der forberedelser, der nu kan se ud til at blive irrelevante. Dog forventer Sebastian Olden-Jørgensen, at kongehuset tager udtalelserne fra Trump med ophøjet ro.

»Kongehuset tager sikkert det her i stiv arm. At bevare roen og ikke lade sig gå på er også en del af at være kongehus. I hoffet ryster de måske bare på hovedet ad det,« siger han.

Dronning Margrethe har officielt inviteret Trump på statsbesøg. Arkivfoto
Dronning Margrethe har officielt inviteret Trump på statsbesøg. Arkivfoto Foto: VALDA KALNINA
Vis mere

»Det er jo bare endnu et eksempel på Trumps helt igennem ukonventionelle stil,« fortsætter han.

Med godt en måned til besøget var det i forvejen med kort varsel, da Det hvide Hus bekræftede planerne om statsbesøget, der skal ske i forlængelse af, at Trump besøger Polen for at deltage i en mindehøjtidelighed for Nazitysklands overfald på landet i 1939.

Men helt usædvanligt er det ifølge Sebastian Olden-Jørgensen, at de konkrete planer for, hvad der skal ske under de to døgn i Danmark, ikke er offentligt kendte. Ikke engang kongehuset ved besked, lyder det fra kongehuseksperten.

»Det er Dronningen, der formelt har inviteret, men det er jo præsidentens stab, der har kontaktet Danmark og spurgt, om vi ikke vil invitere,« siger han og fortsætter:

»Det er fuldstændig usædvanligt, at vi ikke ved, hvad der skal ske to uger før et præsidentbesøg. Det er helt ekstraordinært og underligt.«

»Kongehuset vil informere om det på hjemmesiden i det øjeblik, planerne ligger klar,« siger Olden-Jørgensen.

Kongehuset har ikke kommentarer til Donald Trumps udmelding. Der henvises her til Statsministeriet.

Mette Frederiksen siger til DR, at hun regner med, at Trump kommer.

Statsminister Mette Frederiksen forbereder sig i flyet, inden hun indleder sit todages besøg i Grønland, søndag den 18. august 2019. Under besøget i Grønland mødes statsministeren bl.a. med formand for Naalakkersuisut Kim Kielsen og øvrige medlemmer af Naalakkersuisut, repræsentanter for arbejdsmarkedsorganisationer og virksomheder samt Arktisk Kommando. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Scanpix 2019)
Statsminister Mette Frederiksen forbereder sig i flyet, inden hun indleder sit todages besøg i Grønland, søndag den 18. august 2019. Under besøget i Grønland mødes statsministeren bl.a. med formand for Naalakkersuisut Kim Kielsen og øvrige medlemmer af Naalakkersuisut, repræsentanter for arbejdsmarkedsorganisationer og virksomheder samt Arktisk Kommando. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Scanpix 2019) Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

»Vi lægger til grund, at der kommer et besøg af den amerikanske præsident, og vi er i fuld gang med forberedelserne,« siger statsministeren.

Når eller hvis Donald Trump lander, forventer Sebastian Olden-Jørgensen, at kronprinsparret vil få en større rolle end sædvanligt.

Hvordan det præcist vil tage sig ud er uklart. Men ifølge eksperten kan det eksempelvis ske ved, at kronprins Frederik og kronprinsesse Mary vil agere værter til et arrangement planlagt af kongehuset.

»Jeg tror, de vil blive skubbet frem og være meget med,« siger han.