Prins Vincent og prinsesse Josephine fylder onsdag 14 år.

Og det danske kongepars tvillinger har allerede gjort indtryk i befolkningen – og fremtiden ligger i den grad for deres fødder, lyder det fra en kongehusekspert.

»Tiden vil vise, om de skal have en rolle i Kongehuset, og hvad den rolle så bliver,« siger historiker Sebastian Olden-Jørgensen.

Prins Vincent går til daglig i 7. klasse på Tranegårdsskolen, mens prinsesse Josephine klassetrinet forinden skiftede til Kildegård Privatskole.

Prinsesse Josephine og prins Vincent var med kong Frederik og dronning Mary på statsbesøg i Grønland i sommer. Tvillingernes deltagelse var ikke annonceret på forhånd, men de var til stede under flere programpunkter under det officielle besøg.
Prinsesse Josephine og prins Vincent var med kong Frederik og dronning Mary på statsbesøg i Grønland i sommer. Tvillingernes deltagelse var ikke annonceret på forhånd, men de var til stede under flere programpunkter under det officielle besøg. Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Men de royale tvillinger er også blevet luftet flere gange i officiel kongelig regi.

Blandt andet var både prins Vincent og prinsesse Josephine ganske overraskende med på Kongeparrets første officielle statsbesøg i Grønland i sommer, ligesom de senest overraskede ved at tage med familien til premiere i Tivoli.

Men generelt mener Sebastian Olden-Jørgensen ikke, det er meget, vi har set til de nu 14-årige royale tvillinger.

»Kongehuset har været ret gode til at skåne dem. For de ser jo søde ud, men vi har ikke fået noget synderlig indtryk af dem endnu,« mener kongehuseksperten.

»Det er meget sympatisk og yderst hensigtsmæssigt, for de er med, men de bliver stadig holdt lidt tilbage.«

Frie til blive kendisser – og gavne eller skade Kongehuset
Der er dog stadig flere udfoldelsesmuligheder, når man 'kun' er henholdsvis nummer 3 og 4 i arverækken til tronen som prins Vincent og prinsesse Josephine, fastslår kongehuseksperten.

Ikke mindst er prinsesse Josephine sprunget ud som skuespiller, senest med en mindre rolle i DR-julekalenderen 'Tidsrejsen 2', mens prins Vincent har vakt opsigt ved at vise sine løbetalenter frem, ikke mindst da han vandt familiemilen til sin fars fødselsdagsløb sidste gang.

»Rollerne i andet geled er mere fleksible. Man har endnu mere plads til personlighed, når man ikke er i toppen,« forklarer Sebastian Olden-Jørgensen.

Prinsesse Josephine og prins Vincent har deltaget fast i Royal Run siden begyndelsen. Sidste gang vandt prins Vincent sågar familiemilen af sin fars fødselsdagsløb.
Prinsesse Josephine og prins Vincent har deltaget fast i Royal Run siden begyndelsen. Sidste gang vandt prins Vincent sågar familiemilen af sin fars fødselsdagsløb. Anthon Unger

»Så man har nemmere ved at trække sig, hvis man ikke selv vil være en del af det arbejdende kongehus, og vil man gerne, så kan man faktisk godt udfolde sine evner og leve et kreativt liv som kendis og derigennem gavne – eller skade – Kongehuset.«

Men hvorvidt de royale tvillinger skal være en del af det arbejdende kongehus i fremtiden afhænger af to ting.

»Det kommer an på både dem selv og på offentligheden. Der skal to til tango,« slår kongehuseksperten fast med et grin.

»Befolkningen kan jo synes, at man har nok i at følge kronprinsens liv, men historisk har vi adskillige gange set yngre medlemmer af kongehusene blive meget populære og kunne spille en rolle, som ikke var tronfølgerens.«

Prins Vincent med sin tvillingesøster prinsesse Josephine, der omfavnes af mor dronning Mary, mens de ældste søskende, 17-årige prinsesse Isabella og 19-årige prins Christian, står bag ved til far kong Frederiks tale fra balkonen på Christiansborg, efter han var blevet udråbt til konge.
Prins Vincent med sin tvillingesøster prinsesse Josephine, der omfavnes af mor dronning Mary, mens de ældste søskende, 17-årige prinsesse Isabella og 19-årige prins Christian, står bag ved til far kong Frederiks tale fra balkonen på Christiansborg, efter han var blevet udråbt til konge. Mads Nissen/Ritzau Scanpix

Nej til apanage
Umiddelbart har Kongehuset dog meldt ud, at de to royale tvillinger ikke kommer til at få apanage i fremtiden.

Men det betyder ikke, at prins Vincent og prinsesse Josephine er afskåret fra at komme på hverken den kongelige opgave- eller lønningsliste.

»Det er i sidste ende Folketinget, der afgør hvem af de kongelige familiemedlemmer, der skal have apanage – men Kongehuset har jo lidt på kistebunden, så de kommer ikke til at lide nød,« forsikrer Sebastian Olden-Jørgensen.

Da Kongehuset sidste år delte nye billeder af prins Vincent og prinsesse Josephine i anledningen af deres fødselsdag, måtte de hurtigt trække i land igen. Læs mere om det HER.