Det er ikke hver dag, at man ser interne uenigheder i det danske kongehus bryde ud i offentligheden i lys lue.

Derfor er det også en historisk og yderst speciel situation, at prins Joachim torsdag har kritiseret sin mors beslutning om at fratage hans børn deres kongelige titler.

Det mener kongehusekspert og historiker Lars Hovbakke Sørensen.

»Situationen er en helt anden i dag, end den var i går. Indtil i går var det kun grevinde Alexandra, der var citeret for at kritisere beslutningen, og hun er jo ikke en del af Kongehuset. Det er noget helt andet, når prins Joachim går ud og gør det, som han har gjort i dag,« siger han.

»Det er en helt special situation. Og faktisk historisk, vil jeg sige. Vi skal helt tilbage til de tidspunkter, hvor prins Henrik brokkede sig over sin rolle i Kongehuset, for at finde noget lignende.«

Det var torsdag morgen, at prins Joachim i et interview med B.T. rettede den skarpe kritik af Dronningens beslutning om at fjerne prins Joachims fire børns titler. Fra 1. januar får børnene frataget deres kongelige titler og vil ikke længere kunne tituleres som hverken prinser eller prinsesser eller 'Deres Højheder'.

»Jeg fik fem dages varsel på det her. Til at fortælle mine børn, at til nytår bliver deres identitet taget fra dem. Jeg er meget, meget ked af det over at se dem kede og uforstående over for det, der sker hen over hovedet på dem,« fortalte en stærkt bevæget prins Joachim i et telefoninterview med B.T.

Ifølge Lars Hovbakke Sørensen er der ikke noget odiøst i, at regenten enerådigt bestemmer, hvem der skal have hvilke titler.

»Det er altid kun den regerende konge eller dronning, der kan bestemme det her. Og så kan de vælge at tage de berørte medlemmer af kongefamilien mere eller mindre med på råd, men de kan også bare selv suverænt bestemme det,« siger han.

Men han finder det usædvanligt, at der opstår offentlig ballade.

Er du overrasket over, at prins Joachim melder så bombastisk ud?

»Ja, det er jeg. Det er usædvanligt, og det var ikke noget, de havde kunnet forvente. Men det må åbenbart være, fordi han virkelig føler for det her og føler, at det er vigtigt at sige det her, at han vælger at gøre det på denne måde,« siger han og tilføjer, at det er svært at forudse, hvad balladen vil betyde:

Prins Joachim var torsdag tydeligt berørt over sin mors beslutning. Arkivfoto.
Prins Joachim var torsdag tydeligt berørt over sin mors beslutning. Arkivfoto. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

»I første omgang betyder det ikke noget, men det er klart, at hvis det er nogle diskussioner, der fortsætter over længere tid, så kan det få en betydning for opbakningen til Kongehuset generelt i Danmark.«

Da prins Joachims to ældste sønner, prins Nikolai og prins Felix blev født, havde kronprins Frederik endnu ikke selv fået børn. Derfor var de helt oppe som nummer tre og fire i tronfølgen.

Netop det kan have været en medvirkende faktor til, at de fratagne titler tærer så hårdt på prins Joachims familie, vurderer kongehuseksperten.

»Derfor er det også en speciel situation for dem. De har tidligere haft en meget høj og vigtig status i Kongehuset, og så virker det voldsommere, når de ikke skal have det mere, end hvis de fra starten havde været langt nede i arvefølgen,« siger han.