Prins Christian får ikke apanage, før han bliver 21 år. Det har Kongehuset i samråd med Statsministeriet netop bestemt.

Det er af flere grunde en god beslutning, mener Jakob Steen Olsen, der er kongehuskommentator på Berlingske.

»Det er en klog strategisk beslutning, men der ligger også fornuftige menneskelige overvejelser bag,« siger han.

Uden apanage bliver prins Christian 'skærmet' de næste år og får dermed tid og plads til at finde en ‘god og rolig vej’ ind i sin kommende rolle.

Jakob Steen Olsen mener, at prins Christian bliver hjulpet mere skånsomt ind i sin kommende rolle, end hans far, da han som 18-årig var tronfølger. 
Jakob Steen Olsen mener, at prins Christian bliver hjulpet mere skånsomt ind i sin kommende rolle, end hans far, da han som 18-årig var tronfølger.  Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Da kronprins Frederik i 1986 fyldte 18 år, blev han tildelt en årlig apanage på 920.000 kroner. Det svarer ifølge Danmark Statistiks forbrugerprisindeks til cirka to millioner kroner i dag.

Men der er stor forskel på den situation, Frederik dengang stod i, og den situation, prins Christian, der fylder 18 år til oktober, står i:

»Frederik var tronfølger og skulle sidde med i statsrådet. Men i dag er Dronningen stadig i fuld sving, og derfor er prins Christian kun nummer to i tronfølgen.« Kronprins Frederik er nummer et.

»Lige nu går han i gymnasiet og skal ikke være en del af Kongehuset. Skal han have penge, følger der krav med. Uden pengene kan han få lov at blive voksen, i modsætning til sin far, der blev kastet meget mere ud i jobbet som tronfølger.« 

Jakob Steen Olsen Berlingskes royale kommentator: 'Det er en klog beslutning'.
Jakob Steen Olsen Berlingskes royale kommentator: 'Det er en klog beslutning'. Niels Ahlmann Olesen/Berlingske

Jakob Steen Olsen nævner den rejse til Japan, som kronprins Frederik i 1987 blev sendt alene af sted på, og som han ikke var klar til.

»Det var katastrofalt. Man så en modvillig kronprins, der vendte ryggen til pressen. Han stak af og festede om natten i Tokyo. Han havde det tydeligt dårligt med opgaven, fordi han ikke var klar, og fordi man ikke tog sig af ham.«

Prins Christian kommer derimod ikke til at få en officiel rolle at spille, før han bliver tronfølger. 

Derfor er det også skrevet ind i aftalen, mellem Kongehuset og Statsministeriet, at prins Christian får årpenge, hvis Dronningen dør, og han rykker op i arvefølgen, inden han fylder 21 år.

Diskussionen om prins Christians årpenge har ulmet længe. Med beslutningen om, at det er udskudt tre år, fastholder Kongehuset visionen om et mere slankt kongehus, som Dronningen har talt om siden 2016.

Allerede dengang sagde hun, at det blandt alle hendes børnebørn kun er Christian, der engang skal være konge, der kan forvente at få apanage. Linjen flugter i øvrigt den, der følges i de andre europæiske kongehuse.

»I Norge får prinsesse Ingrid Alexandra heller ikke apanage endnu, og i Holland har kronprinsesse Catharina-Amalia selv været ude at sige, at hun ikke vil have apanage, før hun kommer til at gøre gavn for den,« siger kongehuskommentatoren.

I en ny YouGov-måling har B.T. netop spurgt danskerne, om de mener, at prins Christian skal have apanage, når han til oktober fylder 18 år.

Mere end hver anden dansker, helt præcis 56 procent, svarer, at det skal han ikke. Det har dog ikke påvirket Kongehusets beslutning, vurderer Jakob Steen Olsen.

»Beslutningen har været meget længere undervejs. Men jeg tror, det er rart for Kongehuset at være i samklang med befolkningen.«