Jublen var stor, da tronfølgeren, prinsesse Margrethe, i 1967 blev gift med den flotte franske greve Henri.

Men hurtigt tog kritikken til, viser en ny DR-dokumentar. Ifølge kongehusekspert Lars Hovbakke Sørensen er der flere årsager til prins Henriks svære tid i Danmark.

Folk var utilfredse med hans danske sprog og hans hårde børneopdragelse, mens prinsen var utilfreds med den manglende anerkendelse for den indsats, han gjorde for landet.

Den nye DR-dokumentar 'Dronningens mand’ viser, hvordan problematikken opstod, allerede kort efter at prinsen blev gift ind i den kongelige familie.

Prins Henrik havde det lidt svært med 'bare' at være Dronningens mand og var gennem årene ikke altid lige tilfreds.
Prins Henrik havde det lidt svært med 'bare' at være Dronningens mand og var gennem årene ikke altid lige tilfreds. Foto: Keld Navntoft
Vis mere

Journalister havde svært ved at forstå, hvad prinsen skulle lave, og hvilken funktion han skulle have.

Ifølge kongehusekspert og historiker Lars Hovbakke Sørensen var det et kultursammenstød, der nærmest var uundgåeligt.

»Det er meget typisk for den tid, det foregår i. Man havde på det tidspunkt aldrig prøvet at have en prinsgemal. Man havde aldrig prøvet at have en regerende dronning i Danmark, og det havde man heller ikke prøvet i så forfærdelig mange andre lande,« siger han og fortsætter:

»Og det var også meget tidstypisk, at man der i 60'erne og 70'erne havde den der skeptiske holdning til en mand, der bare skal gå derhjemme og ikke har et defineret arbejde.«

Der var altid gang i prins Henrik. Her har han godt fat i sin hustru i 1969, da de dansede lancier til en fest på Rydhave hos det amerikanske ambassadørpar i Danmark.
Der var altid gang i prins Henrik. Her har han godt fat i sin hustru i 1969, da de dansede lancier til en fest på Rydhave hos det amerikanske ambassadørpar i Danmark. Foto: Vagn Hansen
Vis mere
.

I dokumentaren hører man, hvordan prins Henrik selv har det svært med, at hans rolle ikke er klart defineret. Og man ser og hører, hvordan han føler, han ikke bliver værdsat for det arbejde, han laver – blandt andet ved at repræsentere det danske erhvervsliv i udlandet:

»Han gjorde jo faktisk rigtig meget for erhvervslivet, men fordi det var lidt kedeligt i manges øjne, så var det mere spændende at skrive om prinsesserne. Og det er også medvirkende til, at han blev lidt undervurderet,« siger Lars Hovbakke Sørensen.

Han mener, at det store problem var, at Danmark slet ikke var klar til prins Henrik dengang i 1960'erne.

»Han virkede meget fremmedartet på mange danskere, fordi vi ikke var særlig internationalt orienteret dengang. Prins Henrik var meget anderledes, end man var vant til i kongefamilien i Danmark,« siger han og vurderer, at prins Henrik nok var blevet bedre accepteret, hvis han var blevet gift ind i familien i dag:

Tronfølger prinsesse Margrethe og prins Henrik var ikke bange for at klæde sig ud. Her ses de til orientalsk party hos baron Lopez de Rede i hans palæ i Paris.
Tronfølger prinsesse Margrethe og prins Henrik var ikke bange for at klæde sig ud. Her ses de til orientalsk party hos baron Lopez de Rede i hans palæ i Paris. Foto: Gianni Bozzacchi
Vis mere

»Danskerne er ikke så forskrækkede over fremmede kulturer, som vi var dengang,« siger han og tilføjer, at kongehuset også er blevet bedre til at modtage ægtefæller fra andre kulturer.

Den nye dokumentar kommer også ind på prins Henriks store ønske om ikke at blive begravet ved siden af sin hustru.

Og det hænger ifølge Lars Hovbakke Sørensen givetvis sammen med, at prinsen ikke følte sig helt accepteret i det danske samfund.

»Det tror jeg da er et udtryk for, at han følte sig ikke særlig godt modtaget, og det vil han så gerne markere på den måde,« siger han.

Tronfølger prinsesse Margrethe og prins Henrik i et romantisk øjeblik i 1967.
Tronfølger prinsesse Margrethe og prins Henrik i et romantisk øjeblik i 1967. Foto: ALLAN MOE
Vis mere