Hun har lagt sig fladt ned, kaldt det »pinligt« og beklaget sin »dårlige dømmekraft«.

Og det er da også en helt ny fortælling om Mette-Marits forhold til Jeffrey Epstein, der fredag kom frem i de millioner af nye filer i sagen mod den dømte sexforbryder.

Det vurderer Nettavisens kongehusekspert, Tove Taalesen, som ikke er overrasket over, at kronprinsessen er pinlig over de nye afsløringer.

»De nye dokumenter viser en helt anden korrespondance mellem kronprinsessen og Epstein end det, der tidligere har været kendt. Jeg oplever kommunikationen som mere intim, og at de to kendte hinanden meget bedre end oprindeligt antaget,« siger Taalesen til Nettavisen.

Kronprinsessen er nævnt over tusind gange i den nye bunke filer. Blandt andet afslører dokumenterne, at Mette-Marit har overnattet i Jeffrey Epsteins hus i Palm Beach i fire dage tilbage i 2012.

En oplysning, som det norske kongehus lørdag har bekræftet, og som Tove Taalesen pointerer hidtil har været ukendt.

Hun mener, at de nye afsløringer i sig selv er tegn på, at kronprinsessen har læst rummet helt forkert.

»Det er tydeligt, at der har været en frygt for, at dette ville blive offentligt kendt, når hun siger det på den måde.«

»Man kan ikke skelne mellem privat og offentligt, når man er kongelig, så selvom denne kontakt har været privat, vidner det om dårlig dømmekraft,« siger Nettavisens kongehusekspert.

I en udtalelse natten til fredag bekræfter det norske kongehus de nye oplysninger, mens kommunikationschef Guri Varpe understreger, at relationen mellem Epstein og kronprinsessen blev afbrudt i 2014.