Mandag besluttede Oslo tingrett, at kronprinsesse Mette-Marits ældste søn, Marius Borg Høiby, bør løslades fra sin varetægtsfængsling.

Sagen er dog efterfølgende blevet anket af anklagemyndigheden, og derfor er Marius Borg Høiby fortsat fængslet i Oslo. 

Ifølge kongehusekspert Thomas Larsen er der noget helt særligt, der bliver afgørende for nordmændene i Marius Borg Høibys retssag.

»Det altafgørende for dem er, at alle principper og alle regler i retssamfundet overholdes. Og det er jo simpelthen, fordi nordmændene er stolte over at leve i et demokratisk retssamfund,« siger Thomas Larsen til B.T.

»I hvert fald har de i mange år været stolte over deres kongefamilie og været glade for den indtil nu. Men det, der afgør det for dem, er, at reglerne gælder for alle - og dermed også for den norske kongefamilie.«

Det vakte opsigt tidligere på året, da retssagen mod kronprinsessens søn begyndte. Siden da har medier verden over fulgt sagen med spænding, da flere af tiltalepunkterne omhandler ganske alvorlige anklager. 

Thomas Larsen hæfter sig også ved alvoren i anklagerne mod Marius Borg Høiby.

 »Det, der er den blodige ironi, hvis du ser på det norske kongehus, er, at det faktisk har været et meget harmonisk og meget populært kongehus. Det har været en institution, som nordmændene har været utrolig glade for,« siger Thomas Larsen.

»Det er simpelthen uden fortilfælde, det vi har set Marius Høiby rode sig ud i.«

Han tilføjer:

»Så på den måde har vi også været vidne til, at tilliden til det norske kongehus er styrdykket i denne tid og, at nordmændene jo også har mistet en stor del af deres tillid til Mette-Marits dømmekraft,« 

I rettens kendelse blev der lagt vægt på den situation, som Marius Borg Høiby står i, hvor hans mor, kronprinsesse Mette-Marit, er alvorligt syg med lungefibrose.

»Jeg tror så samtidig, at der lige nu også er en form for menneskelig sympati med en familie, der på alle planer er hårdt ramt,« lyder det fra Thomas Larsen.

Marius Borg Høiby har siddet varetægtsfængslet siden februar, da han er anklaget for adskillige forhold, herunder voldtægt, vold, trusler og seksuelt krænkende optagelser.

Han har nægtet sig skyldig i de mest alvorlige tiltalepunkter.

Det forventes, at der fældes dom i sagen 15. juni.