Lørdag har Kronprins Christian for første gang repræsenteret kongehuset på egen hånd, da han deltog i fejringen af den nye storstrømsbro Dronning Margrethe IIs Bro.

Han trådte til for sin farmor dronning Margrethe, der havde meldt afbud af helbredsmæssige årsager.

Og det er nok næppe sidste gang, vi får kronprinsen at se på egen hånd.

Spørger man kongehushistoriker Sebastian Olden-Jørgensen, kan lørdag nemlig meget vel blive starten på flere selvstændige fremtrædener fra Kronprinsen.

»Hvis han selv synes, at det er sjovt,« siger kongehushistorikeren og tilføjer: 

»Det er jo den perfekte start at komme med på et afbud. Der ligger ikke noget pres for at fortsætte.«

Ifølge journalist og kongehusekspert Thomas Larsen kommer Kronprinsens første selvstændige repræsentation dog næppe til at betyde en 'pludselig kursændring' for Kongehuset. 

Han peger på to grunde til at Christian højst sandsynligt vil blive 'ført stille og roligt frem':

»Vi skal være opmærksomme på, at vi har et forholdsvist nyslået kongepar. De kommer til at have den absolutte nøglerolle i noget tid,« lyder til fra Thomas Larsen, der tilføjer:

»Kronprins Christian skal stille og roligt føres frem. Han har tiden foran sig. Fokus i den nærmeste fremtid vil ligge på, at uddanne ham, så han kan være konge en dag.«

Thomas Larsen påpeger et generelt fokus i fremtiden på kronprinsens uddannelse, der både kan fortsætte i forsvaret eller bevæge sig over i nogle andre studier.

Han peger desuden noget særligt ved kronprinsens offentlige fremtrædener.

»Det er bemærkelsesværdigt, hvor rolig, komfortabel og afslappet han er, når han er ude,« siger Thomas Larsen og fortsætter:

»Det tager han med en knusende ro. Det står lidt i modsætning til hans far, der havde det mere svært med opmærksomheden, da han var yngre.«