»Det er et af de mest klokkeklare eksempler på cancel culture, som vi har set i Danmark«

Sådan lyder den skarpe dom fra Berlingskes kongehusekspert og kulturkommentator Jakob Steen Olsen med direkte henvisning til sagen om kendisfrisøren Pari Khadem, der i over 20 år var frisør i Folketinget.

»Det er en absurd situation, for at sige det ligeud,« tilføjer han.

Men hvordan stiller sagen Kongehuset og den prestigefyldte Laugenes Opvisning?

Det hele startede i august, da B.T. beskrev, hvordan Pari Khadem først blev fjernet fra rulleteksterne på sangerinden Ivy Rosenauers musikvideo efter en udtalelse i sminkerummet om de pro-palæstinensiske demonstrationer og dernæst ikke blev betalt for sit arbejde.

Sidste uge kulminerede sagen så, da B.T. kunne fortælle, at kendisfrisøren er blevet fyret fra Laugenes Opvisning, som prinsesse Benedikte er protektor for gennem 14 år – et faktum, der fik Kongehuset til at reagere på sagen.

I en sms fra den makeupansvarlige på Laugenes Opvisning, Gabriella Tipsa Bruun, fremgår det, at hun er »blevet bedt om« at tage kendisfrisøren af showet, da der er »lidt for meget attention i diverse medier, som ikke er så godt med så mange mennesker, inklusiv den royale familie.«

Den øverst ansvarlige på Laugenes Opvisning, oldermanden Johnny Alexander Wichmann, understregede i et interview med B.T., at cancel culture ikke hører til på Laugenes Opvisning, og han fortsat har tillid til showets makeupansvarlige.

Den udmelding giver Jakob Steen Olsen dog ikke meget for:

Jakob Steen Olsen er kongehusekspert og kulturkommentator på Berlingske.
Jakob Steen Olsen er kongehusekspert og kulturkommentator på Berlingske. Niels Ahlmann Olesen

»Når der foreligger en sms fra arbejdsgiveren, som tydelig forklarer, hvorfor Pari ikke må gennemføre et job, som hun ellers var hyret til, står det klart, at vi er vidne til cancel culture.« 

Han peger på, at begrebet dækker over, når folk bliver fjernet, fordi de har overtrådt et 'moralkodeks' i visse kredse. 

»Så bliver man udslettet, når det kommer til sine muligheder og ikke mindst arbejdsmuligheder – en slags berufsverbot,« forklarer han.

Kongehuseksperten og kulturkommentatoren er derfor klar i spyttet:

»Laugenes Opvisning bør diskutere sin ansættelsespolitik, for de begrunder fjernelsen af Pari med, at hun har været for meget i medierne, og bruger endda Kongehuset som skjold for deres egen holdning eller nervøsitet,« siger han og tilføjer: 

»For et er, om Laugenes Opvisning ligefrem er politisk uenige med Pari Khadem, noget andet er, om det nærmere handler om en skræk for at blive associeret med hende - uanset vil det være en 'canceling' og en slags medløberi,« understreger Jakob Steen Olsen.

»Det er bestemt ikke klædeligt i et samfund, at man bliver ramt på grund af sin i øvrigt rimelige holdning, for mig bekendt deler Pari Khadem blot sol og vind lige i konflikten mellem Hamas og Israel«.  

Nogle vil måske mene, at det i sms'en ikke fremgår direkte, at det er Paris politiske udtalelse, der er problemet, men derimod medieopmærksomheden?

»Det er to sider af samme sag, for hvis man mente, hun uforvarende var havnet i det, så ville det have været naturligt at støtte hende og opretholde hendes ansættelse,« svarer Jakob Steen Olsen.

Hvordan stiller det Kongehuset?
Kongehuset har følt sig kaldet til at afvise, at de skulle have været involveret i beslutningen om fjernelse af Pari Khadem fra Laugenes Opvisning.

Prinsessen deltog dog i årets opvisning efter sagen rullede i B.T.

»Kongehuset har været en del af arrangementet i mange år, og hvis de pludselig besluttede sig for at blive væk, ville de være i gang med at politisere, og det ønsker de på ingen måde,« forklarer Jakob Steen Olsen prinsessens fremmøde og tilføjer:

Pari Khadem arbejdede på Laugenes Opvisning i 2022, som Prinsesse Benedikte overværede, mens Johnny Alexander Wichmann, der er iført en stor kæde, ses i baggrunden. I år er Pari Khadems arbejde alligevel ikke ønsket på opvisningen.
Pari Khadem arbejdede på Laugenes Opvisning i 2022, som Prinsesse Benedikte overværede, mens Johnny Alexander Wichmann, der er iført en stor kæde, ses i baggrunden. I år er Pari Khadems arbejde alligevel ikke ønsket på opvisningen. Henrik R Petersen/Petersen, Henrik R./Ritzau Scanpix

»Kongehuset vil ikke tage stilling til, om der er en makeupartist med et omdiskuteret politisk sindelag, som tilfældigvis er hyret til en begivenhed, som de er protektor for eller inviteret til,« vurderer kongehuseksperten.

Kan det risikere at fremstå som en blåstempling af  'cancel culture', når prinsessen deltager i arrangementet, selvom sagen ruller?

»Der synes jeg, man må trække vejret. Men blot det at du stiller spørgsmålet, demonstrerer, hvor vanskeligt det er for de kongelige at operere i en tid, hvor mange får fingrene i maskineriet i de her spørgsmål.«

Han fremhæver især sagen, hvor prinsesse Benedikte måtte trække sig som protektor for Rideforbundet, og sagen om den tidligere Kongelige Hofleverandør ECCO, der valgte at bevare sine skobutikker i Rusland efter landet invaderede Ukraine.

»Der blev presset for stort på Kongehuset, fordi flertallet af danskerne mente, at man ikke kunne holde hånden over sådan nogle. Det viser, hvor let de kongelige kan blive trukket ind i moralske diskussioner, som de strengt talt ikke har noget at gøre med.«

For nuværende vurderer eksperten dog, at sagen om Pari Khadem endnu ikke har nået til et punkt, hvor Kongehuset er nødt til at trække sig fra Laugenes Opvisning:

»Men det kan selvfølgelig ende der, hvis der kommer et endnu større rivegilde og flere problematiske udtalelser, så sagen ikke lader sig stoppe,« afslutter kulturkommentatoren og kongehuseksperten.