Når medlemmer af kongefamilien viser sig offentligt – ved besøg i en by på en skole eller på et plejehjem, ved åbningen af en udstilling, eller når de kører i karet gennem København – er de ledsaget af sikkerhedsfolk.
Disse holder lav profil, men under hele forløbet er de på stikkerne. De holder et vågent øje med det hele og er trænet til at spotte enhver tænkelig afvigelse fra normalbilledet, og i yderste fald skal de være parate til at kaste sig ind og selv 'tage kuglen' i tilfælde af et attentatforsøg.
Selv om ingen dansk konge er blevet myrdet siden Erik Klipping i Finderup Lade i 1286, kan ingen være i tvivl om, at verden er et farligt sted, og der er mange ude omkring, der nok kan tænkes at ville de kongelige noget ondt – og at beskyttelse af dem derfor er en nødvendighed.
Det er ikke, fordi forsvar (inklusive våbenbrug) er noget, der ligger de kongelige fjernt. Det er en gammel tradition, at mandlige medlemmer af kongehuset tager en militær uddannelse, og mange af dem synes at gå højt op i deres officersrolle. Men de bliver ikke sendt i krig.
De kan godt aflægge besøg hos udsendte danske soldater i Afghanistan og andre steder – i fuld uniform. Men også her er de ledsaget af sikkerhedsvagter, der forinden har sørget for, at lokaliteten er et sikkert sted for dem at aflægge besøg. Og skulle der alligevel opstå en farlig situation under besøget, vil den kongelige besøgende som noget af det allerførste blive evakueret i sikkerhed af sine årvågne vagter efter en på forhånd lagt plan.
Alle kan se, at den form for beskyttelse af royale personer desværre er nødvendig. Det er imidlertid noget nyt – historisk set. Tidligere havde enhver undersåt nemlig ret til at henvende sig personligt og direkte til kongen med sine ønsker og klagemål, når som helst denne viste sig offentligt. Og førhen førte kongelige – ikke mindst kongen selv – personligt hæren og flåden i kamp.
Vist havde tidligere tiders konger også hirdmænd eller en garde, men ikke desto mindre deltog kongen personligt i kampene og sågar i forreste række. Ved at gøre det og således udsætte sig selv for fare indgød han nemlig tapperhed og kamplyst i sine krigere.
Men ligesom kongerne tidligere var reelle politiske ledere, men nu har mistet deres politiske magt og kun har repræsentativ og symbolsk betydning, er det samme sket med deres tidligere rolle som militære ledere og kæmpere. Fra at være dem, der bestemte politisk, og som personligt førte de væbnede styrker i kamp, er de nu gået hen og blevet VIP'er, der må sikres og beskyttes.
For ikke så forfærdelig længe siden var så stort et sikkerhedsopbud som i dag imidlertid slet ikke nødvendigt i Danmark.
Christian X red dagligt en tur gennem København – også under besættelsen. En forbløffet tysk officer skal da have spurgt en tilfældig københavner, hvem der passede på kongen, og fået følgende svar:
»Det gør vi!«
Mange kan måske også huske tidligere at have set dronning Margrethe som en blandt mange kunder i en butik – tilsyneladende uden nogen sikkerhedsvagt. Men sådan er det desværre ikke længere.
