Selv om flere svenskere glæder sig over forlovelsen mellem prinsesse Madeleine og Chris O'Neil, så har forlovelsen ikke lagt låg på de mange kritiske røster om den svenske kongefamilies yngste prinsesse.

Siden Madeleine for et par år siden valgte at flytte til New York efter sin brudte forlovelse, er den ellers så populære prinsesses popularitetskurve er dalet blandt svenskerne. Hun blevet kaldt for både doven, forkælet og forlystelsessyg.

Ifølge Lars Hovbakke, historiker, ekstern lektor ved Københavns Universitet og ekspert i de europæiske kongehuse, skal Madeleine og hendes 38-årige amerikanske forlovede træde varsomt på den svenske muld, hvis de skal gøre sig håb om at få ændret prinsessens popularitetskurve til opadgående.

- Der har været meget kritik af, hun ikke har været så meget hjemme i Sverige og ikke har gjort så meget for Sverige, men i stedet har tænkt meget på sig selv. Derfor vil det være meget afhængigt af, hvordan de i praksis arrangerer sig, hvor de kommer til at bo og hvor meget, de vil opholde sig i Sverige. Det vil blive helt afgørende for, hvordan opfattelsen af hende vil udvikle sig, mener Lars Hovbakke.

SWEDEN ROYAL WEDDING

Han spår, at forlovelsen kan mildne de kritiske røster mod Madeleines indsats for sit hjemland.

- Forlovelsen kan godt gavne det svenske kongehus popularitet ovenpå alle skandalerne, hvis de håndterer det sådan, at Madeleine og Chris O'Neil sørger for at opholde sig meget i Sverige. Og at de påtager sig en masse opgaver, der har med Sverige at gøre, så svenskerne føler, de gør noget for Sverige, siger Hovbakke.

Men vælger Madeleine at følge sin hidtidige vej, hvor hun yderst sjældent opholder sig i sit hjemland, vil kritikken af hende med garanti fortsætte.

- Men det får en negativ effekt, hvis svenskerne fortsat får den opfattelse, at hun lever et jetsetliv ovre i USA og ikke interesserer sig spor for svenskerne og det svenske samfund. Derfor er genoprettelsen af hendes popularitet fuldstændigt afhængigt af, hvor meget de vil opholde sig i Sverige, fastslår Hovbakke.

Foreløbig har prinsesse Madeleine ikke løftet sløret for, hvor hun og hendes kommende finansmand skal bo. Hun har kun - i forbindelse med forlovelsen - fortalt, at deres bryllup skal stå i Sverige til sommer.