Selvom det efterhånden er flere uger siden, at prinsesse Isabella skabte overskrifter med en meget særlig T-shirt, ruller debatten stadig.
Og spørger man Berlingskes kongehusekspert, kan det umuligt have været uden konsekvenser fra hjemmefronten på Amalienborg.
Det vurderer han i fredagens episode af DRs nyhedspodcast 'Genstart.'
»Jeg er helt sikker på, at Isabella har stået til en eller anden form for fransk vask og strygning derhjemme, i forhold til at hun har fået af vide, at det skulle hun nok ikke have gjort,« siger han i episoden.
'Bollede ham i går,' stod der på den sorte t-shirt.
Ifølge kongehuseksperten er det højst atypisk at se så »frække« eller »vulgære« budskaber på en kongelig person.
T-shirten, som med tiden har opnået en ikonisk status, blev båret af en særdeles festlig prinsesse Isabella på dette års Smukfest i Skanderborg.
Her stod hun i kulissen til rapgruppen Suspekts koncert, hvor flere mediers lange kameralinser fangede hende.
Reaktionerne har været delte. Royalist og modedesigner Jim Lyngvild hylder prinsessen for at udfordre de konventionelle rammer, mens den politiske kommentatoren Jarl Cordua over for B.T. kaldte det »ikke helt gennemtænkt«.
Kongehuset har ikke kommenteret sagen.

