Den norske konge er »simpelthen« nødt til at gribe ind nu.
Det mener den svenske kongehusekspert Johan T. Lindwall, efter Marius Borg Høiby fredag aften blev anholdt for anden gang på lidt over en måned.
Lørdag kom det frem, at norsk politi var skredet til anholdelse af den 27-årige mand, der er søn af kronprinsesse Mette-Marit, da man mistænker ham for at have brudt det tilhold, som han er blevet pålagt mod den kvinde, der i begyndelsen af august anmeldte ham for blandt andet vold.
Anholdelsen fandt sted fredag aften i en hytte.
Ifølge det norske medie TV 2 blev der i den forbindelse fundet et ulovligt våben i hytten. Noget, som politiet dog ikke har ønsket at kommentere, mens kronprinsessesønnens forsvarsadvokat, Øyvind Bratlien, har afvist, at det skulle være hans klients.
»Han var på tur med venner, på en jagttur. Han havde ikke selv noget våben med,« forklarede advokaten lørdag.
De nye oplysninger har fået chefredaktøren for Svensk Damtidning, Johan Lindwall, som i årevis har dækket det royale stofområde, til at reagere.
Blandt andet er han træt af, at det norske kongehus har forholdt sig så tavst i sagen.
»Af respekt for alle de involverede i sagen, herunder Marius, kommenterer jeg ikke på nuværende tidspunkt, og det beder jeg om respekt for,« lød det ifølge norsk Se og Hør fra kronprinsesse Mette-Marit til den fremmødte presse under et besøg i Trøndelag i tirsdags.
Ellers har hun ikke kommenteret sagen mod sin søn.
Kun hendes mand, kronprins Haakon, har tidligere udtalt sig:
»Det er trods alt en alvorlig sag. Vi vil gerne sikre, at alle involverede bliver støttet, og at de har gode mennesker omkring sig,« udtalte han ifølge norsk Se og Hør i slutningen af august om sagen.
Af den grund mener Johan Lindwall, at den norske kong Harald må træde i karakter – særligt efter den nye anholdelse og udvidelsen af sigtelsen mod Marius Borg Høiby.
For ifølge den svenske kongehusekspert er det selve tilliden til monarkiet, der er på spil:
»Kong Harald er simpelthen nødt til at tvinge hende (Mette-Marit, red.) til at komme ud og kommentere det, der sker og er sket lige nu,« siger han til eget medie:
»At han (Marius, red.) bliver anholdt for anden gang af politiet, der finder våben i en fjeldhytte, er helt ødelæggende for den norske kongefamilie og monarkiet.«
Marius Borg Høiby blev anholdt første gang 4. august, hvor en kvinde blandt andet anmeldte ham for vold i en lejlighed på Frogner i Oslo.
Han blev dengang også sigtet for hærværk, og sigtelsen blev senere også udvidet til at omfatte trusler mod kvinden.
Lørdag oplyste politiet, at der nu er fire forurettede i sagen mod Marius Borg Høiby.
For sagen i Frogner er sigtelsen udvidet til også at omfatte hensynsløs adfærd og overtrædelse af et tilhold, foruden en anden voldssag fra tidligere.
Tidligere er det kommet frem, at Nora Haukland og Julianne Snekkestad, der begge har været kærester med Marius Borg Høiby, også har anmeldt ham for vold – og sigtelsen mod Marius Borg Høiby er nu også omfattet til at omhandle »et tilfælde af mishandling i nære relationer« for hver af de to kvinder.
Derudover er kronprinsessesønnen nu også sigtet for trusler mod en fjerde person, der ikke er navngivet.
Marius Borg Høiby blev løsladt igen lørdag eftermiddag.