I løbet af 2010erne har der i en række europæiske monarkier bredt sig den tendens, at den siddende monark frivilligt vælger at abdicere og overlade tronen til sin nærmeste arving.

Det begyndte i Luxembourg i 2000, og i 2013 frasagde både den regerende dronning i Holland og Belgiens konge sig deres troner.  Det samme skete i Spanien i 2014, om end den siddende konge, Juan Carlos, var blevet så skandaleramt, at det muligvis var nødvendigt for at redde monarkiet her.

Af de nævnte lande har Holland og Luxembourg lange traditioner for sådanne frivillige abdikationer. Også Storbritannien har oplevet en abdikation, nemlig da kong Edward 8. i 1936 frasagde sig tronen for at kunne gifte sig med en fraskilt amerikansk kvinde.

Men denne begivenhed var traumatisk og rystede det britiske monarki i sin grundvold, så derfor er muligheden for, at den snart 95-årige dronning Elizabeth kunne finde på at abdicere, minimal.

Dronning Elizabeth og prins Charles fotograferet 2. april i år.
Dronning Elizabeth og prins Charles fotograferet 2. april i år. Foto: Chris Jackson
Vis mere

I Danmark, Sverige og Norge er der derimod ikke tradition for, at monarkerne sådan går 'på pension'. Men det hindrer selvfølgelig ikke, at det alligevel sker en dag. Og der er mange, der mener, at tiden måske er ved at være inde.

Men dronning Margrethe har imidlertid udtalt, at hun ser sin dronningegerning som en mission, der skal vare livet ud, og kun i tilfælde af, at hun bliver 'aldeles håbløst syg', ville abdikation overhovedet kunne komme under overvejelse.

Til fordel for sådanne frivillige abdikationer pga. alder kan siges, at det giver den gamle monark mulighed for en fredelig tredje alder efter et langt og pligtopfyldende arbejdsliv, som han/hun har været bestemt til allerede fra fødslen af.

Og ligeledes giver det tronfølgeren og dennes familie mulighed for at komme til, mens de er i deres bedste alder.

Britiske prins Charles derimod fylder 73 senere i år, og man kunne godt forestille sig, at han – når han til sin tid bliver konge – ikke længere vil have den fornødne vilje og energi til at forny det britiske monarki og tilpasse det til nutidens demokratiske, internationaliserede, multikulturelle og postindustrialiserede britiske samfund. Og endelig bør indsættelsen af et nyt statsoverhoved være en festlig og glædelig begivenhed og ikke en, der er forbundet med sorg over den hidtidige monarks død.

Imod sådanne tronfrasigelser kan siges, at der er noget mystisk og ophøjet over kongefamilien. Og det skal der også være, for ellers giver det ikke mening at have en kongefamilie.

Men hvis de kongelige kommer til at ligne os andre for meget, f.eks. ved at gå på pension efter et langt arbejdsliv og – hvad bliver det næste? – have faste arbejdstider, orlov, en udearbejdende ægtefælle og en fast ugentlig fridag, så kan det ophøjede og mystiske nok let gå fløjten.

Så traditionen med frivillige abdikationer kan altså enten ses som en tiltrængt modernisering af monarkiet eller som begyndelsen til enden for monarkiet som statsform. Kun tiden kan vise det.

Dronning Margrethe i Svendborg under sit sommertogt i 2018. Intet tyder på, at den danske dronning abdicerer foreløbig.
Dronning Margrethe i Svendborg under sit sommertogt i 2018. Intet tyder på, at den danske dronning abdicerer foreløbig. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere