I mandags offentliggjorde kongehuset et nyt, officielt portrætfoto af dronning Margrethe. Det er taget af fotografen Per Morten Abrahamsen og skal hænge i diverse statslige institutioner samt bruges som gave til udlændinge på officielt statsbesøg.
Officielle monarkportrætter er en gammel tradition. Tidligere blev konger malet med krone, scepter og rigsæble og iført hermelinskåbe, så ingen kunne være i tvivl om, at portrættet forestillede en konge. Kongerne blev også portrætteret til hest og iført rustning for derved at vise, at de tog vare på rigets vel og var øverste ansvarlige for rigets værn.
Der er stadig tradition for, at en konge bliver portrætteret i militæruniform for at understrege, at han er rigets overhoved, og at militæret er yderste garant for rigets sikkerhed og integritet. Men medmindre man er meget uniformkyndig, ville man ikke umiddelbart kunne se, at den portrætterede person i militæruniform er en konge. Så ville man bare formode, at portrættet forestillede en eller anden højtstående officer.
Dagens Danmark er et demokrati, et konstitutionelt monarki, hvor Dronningen er statsoverhoved, men har symbolsk frem for politisk betydning.
Hvordan kommer det til udtryk i et officielt dronningeportræt anno 2020? Dronningen er iført en lang, lyseblå kjole af enkelt snit, en stærkt iøjnefaldende farve. Og Dronningens symbolske betydning indebærer netop, at hun skal ses, men ikke høres ved officielle lejligheder, for eksempel en indvielse af en ny institution eller et besøg i en by. Her taler hun nok med de lokale honoratiores, men ikke til folkemængden. Den skal alene se hende, hun skal kunne ses som det symbol på stat og nation, hun er.
Monarkiet er dybest set i modstrid med nutidens demokratiske lighedsidealer, men det består, fordi det er en tradition, der fungerer godt. At Danmarks nuværende statsoverhoved er fotograferet i omgivelser, der stammer fra en anden tidsalder, nemlig i Kuppelsalen på Fredensborg Slot fra 1700-tallet, viser netop hen til monarkiet som den gamle institution, det er.
Dronningen er altså portrætteret som det seneste led i en lang række af monarker, der går over tusind år tilbage. Hun symboliserer herved kontinuitet og en levende historisk tradition. Personer, der er mere smykke- og ordenskyndige end jeg, vil muligvis heraf kunne udlæse, at portrættet forestiller en dronning.
Man kan ikke helt sige sig fri for at synes, at fotoet godt kan se ud, som om dronningeskikkelsen var blevet photoshoppet ind i Kuppelsalen. Men det er vel næppe tilfældet?
Dronningen smiler – mere end hun gjorde på tidligere portrætfotos. Det kan være udtryk for hendes større selvsikkerhed, efter at have siddet på tronen i snart 50 år. Men det kan også skyldes, at tiderne har skiftet, og at det nu ikke længere forekommer useriøst at smile på et officielt portrætfoto – og slet ikke for en dronning.
De, der ikke ved, hvordan Dronningen ser ud, og derfor ikke umiddelbart kan se, at portrætfotoet forestiller en regerende dronning, vil dog få en vigtig hint: Når portrættet bliver hængt op på statslige kontorer, vil det være sat i en ramme forsynet med en krone foroven.
